Mand møder kvinde på rejse.

De flirter og opdager under rejsens gang, at de er ved at blive alvorligt forelskede i hinanden. Ved rejsens slutning lover de hinanden, at de aldrig vil giftes, men leve sammen på hver sin etage i samme hus, så længe deres kærlighed lever. Men så heller ikke en dag længere. Det er, hvad der sker i Almqvists lille roman ’Det går an’. Og det gik selvfølgelig ikke an i det pæne Sverige i 1839, der var lige så meget biedermeier som Danmark. Forfatteren blev pebet ud af sin rektorstilling og begyndte et omtumlet liv med vidtløftige bøger og et endnu vidtløftigere privatliv, med for en forfatter så sjældne hændelser som mordanklage og landflygtighed. De røverhistorier blev efterhånden det, han især var kendt for. Med genudgivelsen af denne hans bedste roman er der en chance for, at han bliver kendt for noget interessantere og sjældnere end sit liv, nemlig at han har skrevet en lysende bog. Sara Videbeck Bogen som debatindlæg – et forsvar for det papirløse kærlighedsforhold – kan ikke hidse nogen op længere. Hvad der derimod nok kan tørne en moderne læser på, er portrættet af bogens ene hovedperson, Sara Videbeck. Selvstændigere kvinde er ikke set i litteraturen frem til det tidspunkt. Og egentlig heller ikke ret tit siden. I den grad hviler denne tyveårige i sig selv. Hendes far var glarmester og voldelig i hjemmet. Nu er det hans enke, der har papir på forretningen. Men hun er uarbejdsdygtig af druk og ligger for det meste i sengen. Det er datteren Sara, der driver butikken, blander kridt og olie til kit, sætter svendene i arbejde og har besluttet sig til, at hun aldrig nogensinde vil leve i et ægteskabeligt volds- og slavefællesskab som det, hun har set sine forældre gennemleve. På vej hjem fra en forretningsrejse til Stockholm skulle hun have haft følgeskab af en tante, der dog kom for sent til båden. Sådan har Almqvist givet kortene, så en ung sergent kan træde ind, først som galant rejseledsager i tantens sted, senere som mere og mere forbløffet og forelsket mand.
Kvinder og ligestilling Det vidunderligste ved denne ’debatroman’ er, at den slet ikke debatterer. Da Sara og sergenten har spist sammen første gang, og regningen kommer, tager hun halvdelen af beløbet op af sin egen pung. Kvinder, der agiterer for ligestilling med den slags midler, er sjældne i litteraturen (i livet også, for resten). Sådan er hun hele rejsen igennem. Det er Almqvists kup, at han har fået sin hovedperson til at gøre det, han vil sige med hende. Han prædiker ikke, han lader heller ikke Sara prædike, han lader hende praktisere. hvorfor kommer den bog i en ny oversættelse netop nu? Det er næppe undgået forlagets og oversætterens opmærksomhed, at da den for fire år siden udkom på tysk som ’En uge med Sara’, sejlede den lige ind på bestsellerlisten. ’Det går an’ kom til verden som et realistisk alternativ i en romantisk tid. Jeg vil tro, at dens succes nu i Tyskland udspringer af noget tilsvarende. Her er en prosa, der er alternativ til den udbredte postmodernisme. En enkel og klar stil, enestående til at danne skikkelser, med et klart og enkelt ideal i midten. Ikke så meget bister kønskamp og ligeberettigelse, snarere lige ret og selvstændighed som det mest selvfølgelige i verden. ’Det går an’ kan sagtens få samme fremgang i Danmark som syd for grænsen. Ida Jessens oversættelse er i hvert fald med til at præsentere Almqvists hovedværk som det fortjener: fuldstændig frit for støv.