Der er ikke bakgear på en kampvogn ... Det er et af de krigeriske udtryk, som Jørgen Ejbøl ynder at bruge. Han er formand for JP/Politikens Hus og var før det chefredaktør på Jyllands-Posten. Og det er som hærchef på Ravnsbjerg Bakke, han kommer til at spille en afgørende rolle for, at Per Mikael Jensen endeligt skrotter enhver tanke om at udstyre sine karriere med et bakgear. Han vil være Bossen – rollen som Bissen falder ham ikke svær. Det har han lært sig hjemmefra som knallertrocker i Egå og på fodboldbanen, hvor han altid tackler igennem. Men lad os lige få styr på tropperne: Per Mikael Jensen er journalist, 45 år, nylig førstegangsfar og vidt berømt i mediekredse. Han lancerede gratisavisen metroXpress i Danmark og blev en stor kanon i Metrokoncernen med verden som sin arbejdsplads og bopæl i først London, så New York, hvor han delte tagterrasse med Lou Reed og Connie Nielsen. Og pludselig en dag i 2006 stod han i et afsides lokale i den gamle del af lufthavnen i Kastrup og snakkede så godt for sig, at TV 2-bestyrelsen ansatte ham som stationens nye direktør. Han fik en lavere løn end hos Metro, men det hindrede ham ikke i på kun godt et år at starte TV 2 News og en sportskanal, købe en radio, som et stort internationalt radioforetagende ikke kunne få til at løbe rundt – og som nu også er solgt igen med stort tab – samt lufte godt og grundigt ud i især lederstaben på tv-stationen. Der skulle tænkes kommercielt, skulle der. Rigtigt set, for TV 2’s altafgørende reklameindtægter var og er under pres, og det er kun lige begyndt. Men det blev nu ikke Per Mikael Jensen, der kom til at følge Per Mikael Jensens mange initiativer til dørs: Metro ville have ham tilbage, og efter kun 15 måneder forlod Jensen stationen for at blive øverste chef for alverdens over 100 Metroaviser med et indbygget gigantisk underskud. Per Mikael Jensen bar også på noget – i en sen alder skulle han være far for første gang. DET ER OM denne mand, hans karriere og især hans syn på praktisk ledelse, journalist Jette Meier Carlsen har brugt sit skrivetalent til at gøre en bog. Hun anfører loyalt, at hun kender Per Mikael Jensen og synes godt om ham. Og at han har godkendt manuskriptet. Og vel også titlen, selv om den efterlader Per Mikael Jensen mindre nuanceret, end han er. Men hvad pokker – man er vel sælger, her af sig selv. Bogens hovedtekst er redigerede udskrifter af en lang række interview med hovedpersonen, gennemført over godt et år og forskellige steder i verden, hvor Per Mikael Jensen nu var. De er – trods venlige spørgsmål, mange gentagelser og en del almindeligheder – bogens styrke, for her hører vi manden tale og kan endda se en vis udvikling i hans synspunkter, bl.a. får vi trukket bissen helt ud til sidst i bogen, hvor Per Mikael Jensen for længst har forladt TV 2, men alligevel sætter kampvognen i højeste gear og fortæller, at der på stationen er »mindst én, som han fortryder, at han ikke fyrede. Holdet skal sættes lynhurtigt, og en topchef skal have blod på hænderne inden for det første halve år«. Interviewene er suppleret med redaktionelle tekster, hvor Jette Meier Carlsen bl.a. prøver at tegne et portræt af Per Mikael Jensen på baggrund af samtaler med folk, der kender ham. Det er bogens svaghed, for der angives ingen kilder og bringes derfor ingen troværdige korrektioner til Per Mikael Jensens selvopfattelse. Eller bare modvægt til hans friløb om, hvad der egentlig er årsag til, at TV 2 kort efter hans fratræden rendte ind i store underskud. Det er en bog helt på Per Mikael Jensens præmisser, og det er ærgerligt, for en af hans ledetråde som menneske og som chef er, at det ikke nytter at omgive sig med rygklappere. Du skal søge modsætningen, du skal opmuntre til modsigelse for selv at komme videre. Som chef kan du altid trække det til dig, du kan bruge, og glemme resten. Per Mikael Jensen begyndte sin mediekarriere på Politiken og flyttede midt i 90’erne til Jyllands-Posten, hvor han som redaktionschef bogstaveligt stødte ind i et frugtbart samarbejde med avisens øverste chef, Jørgen Ejbøl. Per Mikael Jensen fortæller om sin fascination af generalen, der hele tiden ville fremad, anvendte krigstermer for at få tropperne med sig, udpegede fjender og gik forrest. Og som ikke gik af vejen for et godt skænderi, af og til iscenesat til lejligheden. De tog også med godt humør deres tørn, når der skulle spares eller blev truffet beslutninger, som Per Mikael Jensen ikke var tilfreds med. DET VAR I de år, han fik hold på sine lederambitioner og blev klar over, at JP kun var begyndelsen. Han ville selv. Og så kom Metro, og så kom TV 2 og så kom Metro. Gennem Jette Meier Carlsens mange interview med Per Mikael Jensen i et selv for ham ganske turbulent år får man indtryk af en mand, der som enhver god journalist har haft øjne og ører åbne. Per Mikael Jensen har bare haft øje og øre for lederpersoner, som han kunne lære af. Og så har han lyttet til sig selv. Han siger f.eks., at det som leder er vigtigt »at finde sin toneart og synge med egen stemme«. Og: »Det er fint nok med kurser og bøger og management. Tag det bedste, men husk altid, hvem du selv er«. Intervieweren spørger så: Hvordan finder man ud af det? »Godt spørgsmål«, lyder svaret. TRÆERNE gror ikke ind i himlen, også Per Mikael har sine begrænsninger. Jette Meier Carlsen mener endda i sin egen tekst, at han ikke er ked af at udstille sine mangler – han kommer for sent, spilder på den dyre skjorte, indrømmer, at han kan være hidsig, tilstår fejlbeslutninger, forsømmer sine venner, har svigtet sine kvinder. Det sætter det succesrige glansbillede i et vist modlys og understreger, at han låner fra andre, men forbliver sin egen. Men kontrolleret er det – imaget som Bossen må ikke kunne anfægtes, når man nu er chef for et verdensimperium af gratisaviser og bliver inviteret til te hos New York Times’ øverste ledelse. Da han forlader dem, går det op for ham, hvilket luftlag han nu bevæger sig i, konstaterer han selvtilfreds i bogen, hvor han også bekender: »Jeg konkurrerer hele tiden med mig selv«. Godt, kammerat: Forude venter røde tal og fyldte bleer.