Der er ikke stukket en rygende revolver i hånden på Lulu Marie, som hun poserer dér på bagsideflappen i divadress fra 1940’ernes film noir.
Men det kunne der lige så godt have været. For den romandebuterende cand.it., der i sin tid lagde pin up-krop til postkortkulturens kitschede comeback og blev landskendt som solskinspigen Lulu, plæderer for, at kvinder kan selv. I hvert fald trækker hendes hovedperson Ida i Modesty Blaise-dragten og vover sig ud under gadelygtens søvnige skær for at tage ’sagen’ om den forsvundne tjener fra den dovne græske restaurant i egen hånd. Det lyder skægt, hårdkogt og i overensstemmelse med forlagets chick-litt noir-prædikat og er måske også tænkt sådan. Men den anden del af fortællingen om Ida er knap så skæg. Og langt mere i tråd med de kyniske tids- og ungdomsportrætter, der lægges for dagen i eksempelvis Janni Olesens ’Noget du skal vide’ eller Johanne Algrens ’Louis 121092-2922’ fra dette forår – for ikke at tale om den tømmermandsbimlende dødsrute gennem det københavnske restaurationsliv, Naja Alberdi Platz sendte læseren på i sin debutroman ’Bebop Bar’ fra 2006. Født med kvalme For den unge Ida, der efter eget udsagn »er født med kvalme«, kæmper parallelt en ensom kamp for at løse (detektiv)gåden om sig selv. Altså hvem hun er og hvem hun gerne vil være ud over en vildfaren på dope og destruktive dates. Et snasket opvaskerjob med »masser af god lyserød krystalamfetamin« i fritiden afløses derfor af et normaliserende kontorjob, mens de lange karbade og de maniske rengøringsflip udgør en slags ydre renselsesproces. Men fortiden kan ikke vaskes væk. Og om Idas krampagtige ’mission borgerliggørelse’ lykkes, er uhyre tvivlsomt – om det er ønskværdigt mindst lige så usikkert. Fortiden maser sig på i insisterende kursiv som en række rå og løsrevne øjebliksbilleder: en bane coke, der betales med et toiletknald, en mor, der endnu en gang vælger flasken frem for ansvarligheden, en klassekammerat, der udviser pludselig interesse, men svigter osv. Tilløb til den helt store socialrealistiske tudetur med andre ord. Men den nægter Lulu Marie altså nok så velgørende at give sig i vold. Dels i kraft af et persongalleri, der bortset fra hovedfiguren Ida består af dunkle personager uden fortid og fremtid, dels i et sprog, der nægter at folde sig ud i brede miljøkarakteristikker – eller i det sludrende chick-litt for den sags skyld – dels i billedsprogets tydelige noir-impuls: »Berlin var sort, tom og villig« eller noget mere selvstændigt poetisk: »På gulvet ligger en tom flaske kogesprit så lyseblå som en klar forårsdag«. Selv om der er både stilbevidsthed og et ordforråd, der ikke sjældent fyres af med kølig præcision, undgår ’Bløder’ ikke det klassiske dilemma: at ville for meget og for lidt. Gåden om Ida mangler sul på kroppen og stillegen leges ikke helt ud i tovene – projektet savner ganske enkelt fylde. Men for en debutant er det jo noget, der kan arbejdes med. I de små timer, i gadelygtens søvnige lys.
