De kvindelige journalister i Sverige er nogle seje bananer.
Inspireret af Liza Marklund bliver de ved med at kaste romaner på markedet, der tager livtag med tidens kønspolitiske brændpunkter. Belinda Olssons ’Reporter i chok: Gravid’, om journalisten Agatas kvaler på Aftenbladet er sidste skud på stammen i smuk forlængelse af Maria Svelands ’Bitterfissen’, der i marts tog kegler med sine skitser af samtlige ambivalenser, kvindeliv anno 2008 rummer. Olssons hovedperson Agata Hansson er med rogn, for nu at blive i romanens egen jargon. Men den omstændighed forhindrer hende ikke i at ville rage en ledig nyhedsredaktørstilling til sig. Derfor må graviditeten hemmeligholdes. Og det giver kvaler både at agere ambitiøs journalist og holde løgnene i svæv, inden maven buler ud. Men hvorfor affinde sig med at være kuli resten af livet, bare fordi man er født uden tap? Dét passer i hvert fald ikke Agata. Men det gør børn sådan set heller ikke. Derfor må kæresten Teo træde i karakter som metroseksuel organisator. Under hans regimente køres hverdagsmenageriet uden smøger og alkohol. Desuden står der indkøb af babytøj og fødselsforberedelse på hans liste … Agata må æde hele forældrepakken, men det sker ikke uden protester. I sidegalleriet til Olssons satiriske dagbladsunivers trækker en række halvskæve excentrikere deres signatur. Agatas blonderede frisørveninde er én, men særlig Agatas græske svigermor Dimitra med de uforløste skuespillerindedrømme brænder underholdende igennem. Alligevel må læseren leve med lidt børnesygdomme på romanens første sider. Den skal fortælles i gang, før den rigtig ruller uden knaster, hvilket medfører, at sproget indledningsvis pløjer sig frem i et ret gearet toneleje, der irriterer vanvittigt, men også trækker smilet frem, fordi forfatteren er så gennemsigtig i sit præstationsbehov. Slap bare af, tænker man. Det går jo nok! Og det gør det faktisk. Olsson får hånd om sproget og stilen, der elegant karikerer tabloidavisernes sensationsoptik. Se bare titlen! Make your choice, girly!! Der er ikke tale om stor litterær læseoplevelse, men mindre kan gøre det, når Olsson ruller den kønspolitiske farvepalet ud. Efterhånden tager man villigt mod hendes tilbud om at være panellusker på redaktionsgangen, hvor et ikke videre flatterende billede toner frem af ældre, magtfulde mænd uden skygge af selvkritik. Som ung kvinde kan man følge to lige smagløse strategier, hvis man har ambitioner; enten at bolle sig trinvis op, eller at liste og smiske sig adgang, mens man varsomt underspiller egne kompetencer, så de mandlige chefer ikke føler sig tromlet. Make your choice, girly!!
