Erik Ebert, født 1958, debuterede i 1999 med ’Vejen væk’, som jeg dengang anmeldte begejstret, siden kom romanen 'Udgang’ i 2001 og nu syv år efter den lille ’Malaysia aboganza’, en på mange måder velkomponeret beretning fra en psykisk skrøbelig mands lange flyrejse. Beskrivelsen hensætter i passager læseren til den mærkelige tilstand af halveksistens, man er i på lange flyveture. Egentlig mærkeligt, at det ikke er beskrevet oftere i litteraturen. Den del lykkes for Erik Ebert, men desværre begrænser han sig ikke til selve rejsen. Vi hører om hans fortællers forudgående liv med en selvretfærdighed og ditto medlidenhed, der giver mistanke om, at hans personskildring læner sig op ad det selvbiografiske. Bliv aldrig voksen Måske er dette dybest set et portræt af en type; i hvert fald har vi at gøre med en mand, der ikke anerkender nogen krav til sin person, herunder lønarbejde, og efter eget udsagn aldrig er blevet voksen. »Fra min tidlige barndom og sene ungdom har jeg haft en intuition om, at det var noget, jeg skulle holde mig fra. Allerede dengang traf jeg en beslutning hen over hovedet på mig selv. Bliv aldrig voksen, eller bliv aldrig som de voksne, så er du færdig«. Som det fremgår, er der en smule humor og selvindsigt til stede, men der skulle have været meget, meget mere for at bære denne historie om en rystende rejsende, der ud over voldsom flyskræk også har en ’disharmonisk aggressionsforvaltning’ ifølge den skizofrenidiagnose, som han dog mener skyldes lægernes snæversyn. Hvilket han har gjort dem opmærksom på i et brev – lige til journalen. Og så er han stofmisbruger, hvilket både er bogens væsentligste potentiale og forklarer, hvorfor det ikke forløses. Stofferne styrer – selvfølgelig – for meget. Alvorligt troværdighedsproblem Afhængighedens omfang er først ved at gå op for fortælleren nu, under hans coke-sniffende besøg på flytoilettet og hans fornuftstridige parathed til at risikere dødsstraf for at få sine stoffer ind i Malaysia. Der bor hans ven Bo, som er blevet forladt af familien og trænger til trøst. Men det giver denne ellers næsten hyperrealistiske bog et alvorligt troværdighedsproblem. For læseren har for svært ved at forestille sig, at fortælleren med sin problematiske selvforståelse og deraf følgende isolerede, fremmedgjorte liv, tilbragt uden nogen evne for empati med tilfældige samleversker og heraf følgende voksne børn, et falleret arbejdsliv, læsning og indtagelse af diverse substanser, skulle have en ven, for hvem han ville overvinde sine fobier og krydse jordkloden. Ikke desto mindre kan det sagtens være biografisk rigtigt – men i tekstens sammenhæng er det ikke godtgjort. Forlaget kunne måske også have hjulpet Erik Ebert bedre og i det mindste have lavet en bagsidetekst uden koks. (Og hvad ’aboganza’ betyder, er det ikke lykkedes mig at opklare).