Hvis man var vild med tv-serien ’Upstairs, Downstairs’, film som ’Gosford Park’ og romaner, der skildrer britisk overklasse og deres tjenestefolk, så kan man med ’Huset ved Riverton’ opfriske hele dette univers i en light-udgave af den historiske periode, hvor det aristokratiske system begyndte at smuldre, Første Verdenskrig vendte op og ned på alt, og kvindernes stive rolle blev blødt noget op. Den australske Kate Morton har taget disse forlæg (som hun selv nævner som inspirationskilde i en note), suppleret med etikettebøger og historiske fremstillinger, og rystet det hele sammen til en cocktail, der for så vidt smager godt nok, men mest er et opkog af noget, man har smagt mange gange før. Hendes murstensroman hører til i den lette genre. Ikke, at det ikke er godt gjort. Morton leverer effektiv underholdning, skaber miljø og et spændende plot, der kan holde læseren fast. Det er bare, som om man har læst det hele før på en mere original måde. Slægtssaga med spændingsplot Ved romanens begyndelse befinder den 98-årige Grace sig på et plejehjem. Hun kontaktes af en instruktør, der er ved at lave en film om den herregård, Grace arbejdede på som ung ved Første Verdenskrigs udbrud, og Grace kommer dermed til at genopleve hele fortidens drama. I 1924 begik en ung digter selvmord under en stor sommerfest på gården, sat op med fordums pragt. Husets datter Hannah er i mellemtiden blevet gift med den amerikanske pengemand, der har overtaget hendes barndomshjem. Digteren, der lider af granatchok, var ven med hendes bror, der faldt i krigen, er i mellemtiden blevet Hannahs elsker. Hun keder sig nemlig i ægteskabet med sin amerikanske rigmand. Hvad skete der den aften ved sommerfesten? Det skal læseren selv have lov til at finde ud af, for slægtssagaen har også en spændingsplot. Den gamle Grace får fortalt sin hemmelighed om huset ved Riverton til allersidst. Undervejs har vi færdedes i Hartford-familiens stuer og børneværelser, hvor døtrene Hannah og Emmeline udfolder sig i teater-tableauer (a la Ian McEwans roman ’Soning’) og i hemmelige lege som kompensation for den strikse kodeks, de er opdraget efter. Vi har opholdt os i de nedre etager, hvor butleren (en tro kopi af Ishiguros butler fra ’Resten af dagen’) ser til, at den øvrige stab er lige så selvopofrende og hengiven som han selv. De brølende tyveres vilde liv Den fattige Grace, hvis faderlige ophav fortoner sig i det fjerne (gæt selv videre her), forfremmes til Hannahs kammerpige og tager efter Hannahs ægteskab med til London-livet i den amerikanske mands hus. Her tropper også Emmeline lejlighedsvis op. I modsætning til Hannahs søvndyssende ægteskab, der er indgået som en praktisk og nødvendig forbindelse mellem det gode britiske navn og de amerikanske penge, repræsenterer Emmeline de brølende tyveres vilde liv. Det kommer til at koste hende dyrt. Heller ikke Hannahs navigering mellem tilpasning og overskridelse lykkes. Det kan læseren så græde over – alle disse dramaer i gemakker, parker og køkkener. Og samtidig godte sig over, at tiderne er med tjenestepigen Grace, så hun, den fattige fugl, finder en anden plads i tilværelsen end i skyggen af en families storhed og fald. Men det er en anden historie, og det er ikke den, Kate Morton sætter læseren til at opleve. Romanen er en kliche. Men den har underholdningsværdi – sommerferielæsning i den lette afdeling for nostalgiske anglofile! Den er tænkt og skrevet som en bestseller – og allerede solgt til 26 lande.