Forestil dig, at du står med en flaske i hånden, som du vedholdende kalder ’bord’, fordi du ikke længere kan finde det korrekte begreb på hylderne inde i hjernen. Når forbindelseslinjerne mellem ord og ting på denne måde afbrydes, åbner der sig et svælg af meningsforvirring og i sidste ende total meningsløshed. I sin nye roman, ’Verdens sidste roman’, inviterer den svenske forfatter og vært på tv-litteraturprogrammet ’Babel’, Daniel Sjölin, på rundvisning i dette det sorteste af livets huller. Værsgo, træd nærmere. Der er grund til, at Sjölins romanunivers sidste år vakte intens, litterær debat i Sverige.
’Bemestring af ord’ og ’vrøvleri’ som modsætningspar spiller en central rolle i hans apokalyptiske roman om den alkoholiserede og psykopatiske tv-vært Daniel Sjölin. Sjölins kunstnermor Barbro er hospitaliseret med demens i fremskredent stadie. Hun genkender ham oftest som alle mulige andre; hans far, hendes far eller folk fra tv. Mor og søn udgør yderpunkterne på en sprogets akse; hun er den vrøvlende erindringsforstyrrede, han den ordrige erindrings-tripper.
