Efter den frydefuldt mangfoldige middelalderroman om tvivleren og gravrøveren Pagamino, ’Løgnhalsen fra Umbrien’, kan man ikke fortænke Bjarne Reuter i nu at slå masker op til knap så ambitiøst håndværk.
Men ikke uden ubrugte tråde og løse ender fra forarbejdet til kæmpegobelinen:
Gudelig opdragelse og syndsbevidsthed spillede en rolle i novellerne fra 2006, som bragte os ’Halvvejen til Rafael’. Og det gør de begreber nu igen, ligesom selve Satan gør det – ham der i storværket havde kløerne ude efter Pagamino, fordi vor ligrøver ville tilegne sig »det femte element« og brygge det evige livs eliksir.
Den ny titel, ’Fem’, er faktisk mærket af den ondes egen klo, avisens typografiske begrænsninger forhindrer bare den rette gengivelse: Fire lodrette streger gennemkrydset skråt af en femte. Altså ligesom når man tæller til børnesangen ’Vil du, vil du ... ’. Men de fem streger er »Satans klo«, og for børn er romanen her bestemt ikke.
Den er ifølge forlagets spiseseddel »en roman for både unge og voksne om fanatisme og manipulation«.
En regelret gyser
Fem er de unge mennesker, men vores observatør/deltager er den frafaldne gymnasiast Asta. Hun omtales i tredje person, men det er med hendes sunde skepsis, vi oplever den pastelfarvede Sandy og satanistiske Ellen, flinkefromme Jannik og skumle Lau – og dette femkløvers tur til den frit opfundne Vedø (i Isefjorden), hvor de som en slags sommerlejr skal sætte et forfaldent skovriderhus i stand.
Den menighed, de alle er vokset op i, kalder sig Jahves Disciple og udgiver ganske vist ikke ’Vaggtårnet’ og ’Vågn op!’, men dog » Opråbet og Porten, de to månedsblade, som blandede Adam og Eva sammen med fri abort og Noahs Ark med tsunamier«.
Men modsat Niels Arden Oplevs film ’To verdener’ er det her ikke nogen Romeo og Julie-historie, men en regelret gyser.
Er øen ubeboet? Tilsyneladende, men er der undsluppet en psykopat fra en anstalt på den anden side af den urgamle skov? Og hvem har trådt de fire korte stier i en lysning derinde – med en sti på tværs af dem? Er huset hjemsøgt?
Også i den grad: barnegråd bag panelerne og efterhånden mystisk udtynding i bemandingen, begyndende med at Sandys kaniner forsvinder, dagen før en dejlig wok-middag på ... hønsekød?
Figurerne flimrer for meget
Kuldegysningerne udebliver ikke i læselampens skær, men for nu at gøre en lidt lang og dog ret tynd historie kortere, ender vi nærmest i Fredag den 13.-genren – en teenage-gyser.
Figurernes karakter flimrer for meget til, at vi kan identificere os varigt med nogen – en nødvendighed i plottets drejninger, ganske vist, men man tænder af på det.
Romanen vil udhænge de disciplinærmidler, Jahves Disciple tager i brug over for frafaldne, og guderne skal da vide, der er brug for tungtvejende vidnesbyrd mod Jehovas Vidner – jævnfør Oplevs virkelighedsbaserede film.
Men her er det for fiktivt til at ramme. Den demonstrative gennemvævning med eventyrenes og bibelens symboler – fra Hyldemor og Pandekagehuset til ormen i kundskabens æble og offerviljen i Isaks blik – reducerer sig selv til stemningsmusik under et stykke dygtigt spændingshåndværk, især for yngre læsere. Hverken mere eller mindre.
fortsæt med at læse
