Hvem har magten i Iran?
Er det præsidenten, Mahmoud Ahmadinejad, eller den øverste åndelige vejleder, Ali Khamenei? Præsidenten elsker rampelyset. Og rampelyset drages af ham. Han byder USA trods. Han taler gerne på den lille mands og det lille lands vegne. Men ret beset har præsidenten selv for lang tid siden manøvreret sig ind i den magtfulde klasse i det alt andet end undselige land, og han er i dag næsten kult i den del af verden, der er muslimsk og godt træt af amerikansk lederskab. Alligevel står spørgsmålet tilbage: Hvem har egentlig magten i Iran? Både Khamenei og Ahmadinejad forsøger at fylde deres roller ud – Khamenei som den hellige by Qoms mand og Ahmadinejad som den politiske hovedstad Teherans repræsentant. Værdig og diskret Den åndelige leder færdes i ayatollahens gevandter og taler som islams øverste fortolker i Iran, mens den politiske leder helst optræder i vindjakke og gerne beskæftiger sig med magt og politisk retfærdighed. Den åndelige leder er værdig og diskret. Den politiske er nationalistisk, nærmest en messiansk populist. Og BBC-journalisten Kasra Najis biografi om Ahmadinejad, ’Irans skarpe sværd’, afspejler både mediernes fascination af den frygtløse præsident – og risikoen ved at stirre sig blind på ham. For sagen er jo, som bogen heller ikke lægger skjul på – men heller ikke pointerer tilstrækkeligt stærkt – at Ahmadinejad ikke var blevet præsident uden et nik fra Khamenei. Den øverste åndelige vejleder og Vogternes Råd har fortsat magt til at bestemme, hvem der overhovedet kan kandidere til præsidentskabet i Den Islamiske Republik. Og det kan godt være, at præsidenten Ahmadinejad har været dygtig til at skaffe sig støtte i Irans indflydelsesrige Revolutionsgarde, ligesom han har været dygtig til at favorisere gardens virksomheder. Men det er – som bogen husker – præsidenten, der kysser Khameneis hånd, ikke omvendt. En dreven deltager Men Ahmadinejad er mere end en stikirenddreng for Khamenei og mere end en nationalistisk populist. Landsbydrengen er selv blevet en dreven deltager i det iranske magtspil, hvor han har udfordret korruption lige så provokerende, som han har forhånet USA. Iran havde før ham været igennem ’Den første revolution’, som kastede shahstyret på porten. ’Den anden revolution’ satte Iran op imod Vesten ved besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979. Og Ahmadinejad lover nu at gennemføre ’Den tredje revolution’, som efter planen skal gøre op med fattigdom, korruption og svaghed i Iran. Samtidig har han engageret sig heftigt i at bringe landet økonomisk på fode og føre dets atomprogram ud i livet med hele dets energipolitiske vægt og – ja, også dets militære potentiale.Ahmadinejad er, som Herbert Pundik skriver i sit forord, bestemt ikke nogen klovneagtig figur, som verden kan tillade sig at ignorere – så sandt som det aldrig er klogt at undervurdere Iran i Mellemøstens politiske magtspil. Kasra Naji beskriver Ahmadinejad som en ferm politiker, der spiller dygtigt på den islamiske revolutions tangenter. Men det står tilbage, at det i Iran formentlig er den åndelige leder og ikke præsidenten, der i sidste ende bestemmer musikken.
