Det er ganske enkelt umuligt at forestille sig Villy Sørensens forfatterskab uden Søren Kierkegaard som forudsætning.
Filosofisk forudsætning mere end litterær forudsætning vel at mærke, for det var nemlig først og fremmest som filosof, at Sørensen læste Kierkegaard og udlagde ham både egensindigt og eksemplarisk. Det kan man nu få førstehåndsindtryk af i det fine tekstudvalg, som Gert Posselt har samlet og udgivet med titlen ’Sørensen om Kierkegaard’. Her kan man følge Sørensens udsagn om Kierkegaard, helt tilbage fra en dagbogsoptegnelse fra 1949 og frem til et af de sidste interview, han gav før sin død for snart seks år siden. Bogen følger op på et tilsvarende udvalg af Sørensens skriverier om H.C. Andersen, som udkom i 2004. Det nye udvalg rummer blandt andet Sørensens endnu brugbare introduktioner til Kierkegaards værker ’Enten-Eller’, ’Gjentagelsen’ og ’Begrebet Angest’. Ikke mindst den sidste indføring fik en kæmpe betydning: Mon ikke både den tids kulturradikale og de senere universitetsmarxister ville have været langt mere eksistens-forskrækkede, hvis ikke det havde været for Sørensens perspektivrige indledning til Gyldendals uglebogsudgave af ’Begrebet Angest’ fra 1960? Temperamentsforskel Der er mange gode pædagogiske greb i teksterne, som for eksempel når Sørensen giver sig til at forklare begrebet angst med henvisning til generthed: »Generthed er angsten for at vise sig anderledes end man er – eller for at vise sig, som man er, da man dog stræber efter at blive anderledes«. På den måde bliver stoffet gjort vedkommende, også for læsere der ikke føler sig trykket af arvesynden eller lignende dogmatiske problemer. Følger man det kronologiske forløb i teksterne, mærker man distancen vokse til Kierkegaard – men også klarheden tiltage. Sørensen havde et abstrakt og køligt forhold til den religiøsitet, som for Kierkegaard var hovedsagen, men han havde samtidig en uovertruffen evne til at overføre de modsætningsforhold, der ifølge Kierkegaard gennemsyrede den religiøse eksistens, på andre livsforhold. Frugtbar var også den store temperamentsforskel imellem dem. I modsætning til Kierkegaard lod Sørensen sig ikke rive med af hverken polemiske eller panegyriske tilbøjeligheder, heller ikke i sit forhold til Kierkegaard: »Der er noget komisk i at ville sætte ham på plads, og noget endnu mere komisk i at ville tage ham til indtægt for sig: de, der ivrigst snakker ham efter munden, taler ikke i hans ånd«, skrev han i 1963. Ingen vej uden om Sørensens anti-polariserende hverken/eller-tænkning, som ville være særdeles velgørende også i dagens debatklima, udfoldede sig således i herligt underspillet opposition til Kierkegaard. Han havde et velgørende blik for Kierkegaards ensidighed. Men han havde også selv et noget ensidigt forhold til Kierkegaard.
