Asger Røjle Christensen er en garvet udenlandskorrespondent, som er japansk gift, og som har boet mange år i Tokyo.

Derfor kan det egentlig ikke komme bag på læseren af hans nye bog, om japanernes forsøg på at håndtere skyldsspørgsmål fra Anden Verdenskrig, at han ved, hvad han taler om. Og det må man slå fast med det samme. Her er indsigter, præcision og dyb refleksion over det japanske samfund. Denne anmelder har selv engang skrevet en bog om Japan, og et af de dårligste afsnit i dén handlede om museet i Hiroshima, som beskriver atombomberne. Undertegnedes afsnit var rørstrømsk, himmelfaldent og i sidste ende nærmest hysterisk. Så svært er det nemlig at beskrive, hvad man føler, når man står ved ruinerne af det handelskammer, der som omtrent det eneste stod tilbage i byen, da alt var banket bort af tryk- og varmebølger. Men Asger Røjle Christensen, han kan: »Sjældent har jeg været så tavs. Tavs i hele kroppen«.
Kamikazesoldater Det er typisk med så præcise formuleringer, han åbner kapitlerne. Kapitler, der fortæller os om japanernes inderligt overfladiske undskyldninger, om deres ikke-aggressive krigsførelse (som i virkeligheden var massepsykotiske massakrer), om de berømte templer, hvor præsidenterne – under kinesernes uhæmmede raseri – nærmest tilbeder afdøde kamikazesoldater.