Science fiction har altid været litteraturens smertensbarn, ofte stedmoderligt behandlet, vrænget foragteligt ad og længe slet omtalt a la en vanskabning mellem det populære og det paranoide, det kunstneriske og det kiksede.
Selv om genren bestemt er lige så gammel som både det mundtligt fortalte og det skrevne ord. Sådan set og ret beset er anerne både smukke og antikke. Fra Odysseus’ eventyrlige rejser hos Homer, Platons utopiske stat og spektakulære filosofi, over Dantes middelalderlige fart til Helvede, Skærsild og Paradis til digteren og musketeren Cyrano de Bergeracs muntre månefart i 1600-tallet. Alsidige forfattere fra hver sit kulturelle hjørne, som alle reelt og retfærdigt er taget til indtægt for fremtidslitteraturens lange slægtstavle. For slet ikke at tale om de nyere kanoniske fædre: franskmanden Jules Verne og englænderen H.G. Wells, og siden deres åndelige sønner Aldous Huxley, George Orwell, Kurt Vonnegut junior og Ray Bradbury. Ja sågar Paul Auster, P.D. James og Cormac McCarthy er skribenter fra andre områder, der i allernyeste tid har været inde over fremtiden på godt og ondt, nok mest det sidste. Futuristisk firkløver Sir Arthur Charles Clarke, ja han nåede at blive adlet, før han døde i Sri Lanka som 90-årig, er sammen med amerikaneren Philip K. Dick (1928-1982), polskjødiske Stanislaw Lem (1921-2006) og den russiskfødte amerikaner Isaac Asimov (1920-1992) det futuristiske firkløver, som renest, mest bevidst og klarest har præget genren på markant, visionær og mærkbar måde i de sidste små 50 år. Det har de også gjort for en større offentlighed og uden for sci-fi-genrens aficionados, fordi diverse artistiske filmkunstnere har annammet deres værker og gjort dem til stor filmkunst i flere omgange. Ganske vederkvægende og heldigt har filminstruktører udbredt deres særegne fiktion på utopi, entropi (et samfund altid i betænkelig foranderlighed) og dystopi, fremtiden som tyranni og helvede. Disse forfattere, som alle var dybt præget af Anden Verdenskrigs infame rædsler og dets koldkrigeriske omkalfatrende kølvand har endog mere end andre forfattere forsøgt at sætte en traditionel europæisk og angelsaksisk humanisme op over for de sidste dages modernitet på robotter, hybride livsformer og snigende fremmedgørelse. Dette ikke længere at være knyttet til andet end en livline til et rumskib, være et ciffer i en fjern galakse, sågar et menneske uden anden jord end stjernestøv, anden slægt end arbejdskammerater på et rumskib langt ude i mælkevejen. Clarkes berømmelse uden for genren er frem for alt knyttet til filminstruktøren Stanley Kubrick. I 1967-68 ønskede den berømte amerikanske filminstruktør at dreje en såkaldt seriøs fremtidsfilm uden for megen galaktisk ramasjang og morderiske monstre fra ukendte måner. Han havde læst Clarkes lange novelle ’The Sentinel’, og med den som basis begyndte et frugtbart samarbejde mellem Kubrick og Clarke. Resultatet blev filmen ’2001. En odyssé i verdensrummet’ fra 1968, siden fulgt op af en svagere toer mange år senere med årstallet 2010, også med originalmanuskript af Clarke. Kubricks rumodyssé fik selv hidsigt svorne fjender af den udskældte og undervurderende science fiction til at falde til planeten og indrømme genrens absolutte alibi som skinbarlig kunst, sådan da. Sammen med Andrei Tarkovskys Stanislaw Lem-filmatisering ’Solaris’ fra 1972 (gendrejet af Steven Soderbergh i 2002) er Kubricks ’2001’ stadigvæk genrens mest lødige og mest anerkendte tiltag på det hvide lærred. Ikke mindst fordi begge film accentuerer tematik omkring fremtidskunst med væsentlige og essentielle signalementer af moderne vilkår for mennesket lige rundt om historiens næste hjørne. Just menneskets større og større umenneskeliggørelse i sin enøjede tiltro på og tillid til, at teknologi og materialisme er vejen ad hvilken frem mod nye mål for hele menneskeheden. Sålunde og synkront bliver robotter mere humane og animerede på godt og ondt, alt imens den gamle homo sapiens forsvinder i eksistentiel forvirring, kold kynisme og diffus værdirelativisme. Fra Somerset til Sri Lanka Englænderen Arthur C. Clarke blev født i det idylliske Minehead i det smukke Somerset i det Herrens år 1917. Under Anden Verdenskrig blev han uddannet som radarinstruktør og radiotekniker. Således var der ikke langt for en ungersvend med fantasi, forestillingsevne og basisviden om nyeste teknologi til at fantasere og fabulere om en kommunikativ verden på satellitter og andet isenkram i rummet. En futuristisk underholdningsforfatter var snart født, og op igennem 1970’erne og 80’erne skrev han fine fremtidsromaner, såsom ’Rendezvous med Rama’ fra 1973 og ’Fontænerne i Edens have’ fra 1980, plus andre bemærkelsesværdige bøger; ’Ud af barndommen’(1954, dansk udg. 1968) og ’Byen og stjernerne’ (1956, dansk udg. 1988). Tematisk handler Clarkes tekster om menneskets omskiftelige rangorden i en verden større og mere uendelig og uforudsigelig end Jorden og stiller spørgsmålet, om vi er andet end mikrober på et korpus, vi end ikke aner størrelse og omfang af? I en rimelig realistisk form for episk prosa har hans historier dog også et skær af mystik og metafysik. Bag hans underholdende plots er der immer en latent udlevering af en blind og blåøjet fremtidstro, et lag af en engageret og følsom bekymring, som på en eller anden måde også er tintet af en religiøs observans uden fast forankring i et navngivet trossamfund. Måske var det derfor, at Arthur C. Clarke allerede i 1950’erne emigrerede til det buddhistiske Sri Lanka.
