Vi kender Anne-Marie Steen Petersens karakteristiske streg fra hendes tegninger i nærværende dagblad. Men hun kan også tegne med ord. Man mærker billedkunstnerens sans for detaljen i hendes tætte beskrivelser af både synsindtryk og oplevelser. Det hele bliver registreret: Den overvældende facade på katedralen i Strasbourg – »der er noget katolsk krible-krable over den, næsten som når man opdager maddiker«, synes hun, mens hun endnu kun kender den fra fotografi og tegning. Genkendelighed og helt ny indsigt Men virkeligheden viser sig at være helt anderledes: »Katedralfacaden er en stor billedskærm, hvorpå man kan se det himmelske Jerusalem. Hvis man vil lade det ske for sig, kan den være en åbenbaring. Det er det, der er meningen med den«. Eller mødet med trafficking af purunge afrikanske piger på en landevej uden for Ravenna, hvor hun ser en sort mand sidde på en havestol i vejkanten: »I samme øjeblik kommer en hvid Fiat kørende og standser ud for ham på vejen, og en ung pige stiger ud med sorte lår og lange støvler. Den midaldrende italiener ved rattet kører videre i en fart. Pigen afleverer pengene til manden i flugtstolen. Det hele foregår så åbenlyst, som var det en filmoptagelse. Men det er såmænd bare virkelighed«. ’Ansigt’ med undertitlen ’Rejser i det indre Europa’, er ikke nogen nem lille strandbog. Men hvis man har hang til fordybelse, er den en ren foræring med sin blanding af genkendelighed og helt ny indsigt. Undertitlen er jævnt hen dækkende, for i de fleste af bogens essays befinder vi os i Centraleuropa. Tyskland, Schweiz, Frankrig, Østrig, men der er som nævnt også afstikkere til bl.a. Italien og et langt afsluttende kapitel om Istanbul, som former sig nærmest som et anslag til en helt ny bog. En rejse i levet liv Forfatteren bevæger sig hjemmevant blandt den europæiske verdenskunsts ypperste – vidende og belæst. Goethe, Brecht, Dürer, Brueghel, Holbein, Erasmus af Rotterdam og alle de andre er kendte pejlemærker på rejsen. Og Rembrandt. Først og sidst Rembrandt, hvis (selv)udleverende selvportræt på Wiens statslige kunstmuseum hun oplever første gang som 13-årig på en rejse med sine kunstglade forældre. Hun er i trance: »Maleren lod mig se levet liv, jeg ikke kendte, men som måske lå inden for det, jeg ville kunne komme til at kende, det var som et langt skridt ind i en erfaringsverden, som jeg hidtil havde haft anelse om, men som nu blev lagt fuldstændig blot; den var ikke smuk, ikke god, ikke moralsk, men den var tiltrækkende i al sin prøvethed, al sin udlevethed, al sin viden«. Billedet bliver afgørende for hendes valg af livsbane både kunstnerisk og menneskeligt. Bogen er også en rejse i levet liv. Og under det hele, som uro under vandskorpen, ligger – især i de gentagne glimt af den elskede far og den ikke mindre elskede mand – kimen til en egentlig erindringsbog.