Professor i biokemisk genetik Bent Foltmann har nu gennemrevideret og for halvdelens vedkommende helt nyskrevet sit klassiske magnum opus for lægfolk om biologiens verdensbillede.
At kalde den et genoptryk svarer til at kalde det moderne menneske for et genoptryk af vore tidligste afrikanske forfædre. For meget er ændret radikalt i de forløbne år, især inden for evolutionshistorien og genetikken. Foltmann gennemgår livets udvikling med grundforskerens sans for de mange huller og usikkerheder, som gerne går tabt i lægfolks mere naive og ’autoritære’ tilgang til videnskaben: For Sokrates ved, at han næsten intet ved. Et eksempel herpå er Foltmanns forbehold over for allehånde ’sikre’ bud på vore forfædre, som ellers har gjort mange forskere til dødsfjender og dermed umiskendelige arvtagere til selv samme barbariske aner. 99 pct. blindgyder Af mange grunde kan vi ikke regne med at gøre mere end ét meget ufuldstændigt knoglefund for hver million individer, og alene derfor er chancen for, at et tidligt ’abemenneske’ er en ægte forfader minimal: For man må nemlig regne med, at der sideløbende har eksisteret en række former, hvoraf kun en enkelt har ført sig ajour helt op til i dag: 99 pct. af arterne er ’blindgyder’ på lang sigt. Kort sagt kan vi sikkert finde mange lige gode bud på vore forfædre; men selv om vi kun finder uddøde sideskud, gør det ikke så meget: For de opviser dog langt hen de samme arkaiske træk. Computersimuleringer bekræfter dette: Hvis man nemlig lader en computer danne et stamtræ af virtuelle arter med et ’spild’ på 99 pct., og den dernæst ved en tilfældig udtrækning ’finder’ 3 pct. af arterne i hver epoke, så vil selv den fornuftigste computer udnævne mange uddøde blindgyder til at være de nulevende arters forfædre. Men Sokrates er ikke kun beskeden: For når dette er sandt, fastholder Foltmann, at evolutionshistorien står til troende i alle væsentlige træk. Vor tids muligheder for at bestemme genetiske ’fingeraftryk’ selv i gamle knogler viser således, at neandertalerne var et ’blindt’ sideskud – hvorimod Foltmann ikke tror på, at de var sprogløse. Han gør nemlig her en vigtig distinktion: Forskelle i de genetiske fingeraftryk er nok glimrende indikatorer for slægtskab, men de siger intet om de væsentlige egenskaber. De kan nemlig være funktionelt helt ubetydelige variationer, der af selv samme grund har ’fået lov’ at eksistere. Omvendt kan selv minimale genetiske forskelle være skæbnesvangre, hvis det drejer sig om regulatoriske nøglegener: Det er forklaringen på, at der kan være så lille genetisk forskel på et menneske og en mus – og på at blot få mutationer af to gener har været afgørende for menneskets sproglige eksplosion for 200.000 år siden. Forinden var vi dog ikke sprogløse, men mindre end Nobelprisen i litteratur kan også gøre det. Primitive livsformer Foltmanns eget columbusæg er analysen af livets forskellige enzymer og proteiner – der nemlig udviser en mirakuløs konstans, der forbinder os intimt med meget primitive livsformer. Geniale litterære værker skrives ikke ved en ren tilfældighed tusind steder: Nej, de bevares og kopieres, ligesom de beriges i geniale små mutationer og fordoblinger hen ad vejen, og det ender som sagt med Nobelprisen. Proteinernes ’litterære’ konstans i det levende sladrer derfor nok så meget som gener og knoglefund om evolutionshistorien. De fleste opfindelser er langt ældre end man troede, og således var pattedyrene allerede veludviklede og varierede, længe før dinosaurerne uddøde: Selv primaterne var opfundet. De mange slående ligheder mellem de nu uddøde pungulve, pungtigre osv. og deres overlevende kusiner udrustede med en livmoder forklares ligeledes ved hjælp af urgamle redaktionelle kontrolgener. Og selv om insekters og mus’ øjne er ekstremt forskellige, så kan et insektgen på samme vis reparere visse genetiske øjendefekter hos mus. Vore hjerne- og nerveceller har sluttelig tydelige rødder i de encellede dyrs evne til at reagere på omgivelserne. Umuligt at forstå, men også svært at afvise ... Værket munder helstøbt ud i lødige filosofiske afsnit om bevidsthed, sprog, religiøsitet og spørgsmålet om vor fremtid. Men selv om det er en bornert og protektionistisk forestilling ’anno neandertal’, at folk kun må tænke på det, som de er ’uddannede’ til, så er bogens biologiske og biokemiske kapitler dog dens bærende bjælkeværk.
