Hun havde et helt udtryksløst ansigtsudtryk, da hun tog sin trofaste fans hånd i sin og spurgte: »Og du fik ikke sukkersyge?«. Den 20-årige Paul Brogan mødte i 1973 sit store idol, Doris Day, for første gang, og han havde netop fortalt hende, at han havde set en af hendes seneste film ’With Six You Get Eggroll’ 54 gange. Skønt så ung havde Brogan fra New Hampshire korresponderet med Day i over 10 år, og hun havde i den tid sendt ham mange lange breve og også gaver. Day havde også andre fans, hun stod i tæt kontakt med både i USA og England, men Brogan var blandt de tætteste. De var nærmest gamle venner, da de omsider mødtes i Los Angeles, hvor den nu 51-årige Days karriere var hastigt på vej ned ad bakke. Kontakten til fansene havde hun dog også haft, da hun var mest berømt. Breve, gaver og bånd med personlige hilsner blev flittigt sendt til de dedikerede gennem hele karrieren. Doris Day-seance Nu hvor hendes liv er på vej mod sin slutning, hun er 86 år, er hendes stadig trofaste fans de nærmeste, hun har. Foruden selvfølgelig de flokke af hunde, hun lever med. Samt enkelte stjerner som Liza Minnelli, der altid ringer til hende på hendes fødselsdag via lokalradioen ’Magic 63’ i Monterey, Californien, som den dag holder en hel Doris Day-seance med opkald og musik. Day selv har i mange år levet i Carmel, afsondret med sine mange dyr. Doris Day var i en årrække verdens mest populære Hollywood-skuespillerinde, nummer et på både fanlister og i billetkontoret. Selv filmanmelderne kunne lide hende i 1950’erne og op til begyndelsen af 60’erne. Men i slutningen af det årti opstod en kulturkløft mellem en ny tid og alt det, Doris Day stod for: naboens datter, søster smil, frøken altid glad og kæk. Varemærket var det store tandpastasmil, omgivet af en stjernehimmel af fregner, som dog de første år var dækket af et tykt lag makeup, meget til Days fortrydelse. Blandt fjender var hun kendt som frøken kyskhedsbælte og den evige jomfru. At Day, født Kappelhoff i Cincinnati i april 1922, aldrig var den, hun gav sig ud for, eller i alle tilfælde kun delvis, er en anden historie. Nu fortælles den af den amerikanske journalist David Kaufman i en tonstung og meget detaljeret bog. Undertitlen ’The Untold Story of the Girl Next Door’ må siges at være noget af en tilsnigelse. I 1975 udkom ’Doris Days – Her Own Story’ fortalt til A.E. Hotchner, og den rummer en del af de hemmeligheder, som Kaufman nu fortæller en gang til, dog også fra andre vinkler end Days egen. En drømmefabrik Men bogen giver lejlighed til, endnu en gang, at fastslå, at Hollywood, især i sin enevældige storhedstid før tv, virkelig var en drømmefabrik, som ikke kun udspyede eventyr på lærredet, men også serverede dem til blade og fanmagasiner. For mange stjerner blev drømmene tunge at bære. Allerede som 16-årig havde Doris Day en karriere som jazzsangerinde i omrejsende bands af god kvalitet. Som 17-årig blev hun gift med en musiker, som var sygelig jaloux og som tævede hende. Få år efter var hun enlig mor med en søn for igen at gifte sig med en musiker. Det holdt heller ikke længe, for på det tidspunkt var hun på vej mod den store Hollywood-karriere. Alt imens hendes søn Terry blev passet af hendes mor, Alma. Terry blev aldrig Days søn. Han blev hendes lillebror og siden hendes far, som skulle tage sig af alt, da den tredje mand, hendes manager gennem mange år Marty Melcher, pludselig døde og efterlod hende falleret. Alle pengene, rettighederne og mere til var gået til en svigagtig sagfører, som det skulle tage næsten 20 års retssager at få sat en endelig stopper for. Sang og dans og godt humør var det, som i mange år karakteriserede Doris Days karriere og image. Hun havde en interessant, både følsom og jazzet, stemme, og kunne spille lystspil, fra den skøre western ’Calamity Jane’ (1953) til ’Pillow Talk’ (1959). Hun kunne også gøre mere end fyldest i dramatiske roller som i Hitchcocks’ ’The Man Who Knew Too Much’ (1956). Hun spillede gennem sin karriere med alle sin tids store filmhelte, blandt andre James Stewart, Rock Hudson og Gary Grant og var fuldt på højde med dem.
Cuba-krisen og Kennedy-mordene Men verden ændrede sig med Cuba-krisen og Kennedy-mordene. 1968 blev et år, der forvandlede showbiz og efterlod mangen en skinnende stjerne falmet og træt. Allerede flere år før var Days søn, Terry - adopteret af Marty Melcher som barn - blevet en anerkendt rockproducer med blandt andre The Byrds på kunstnerlisten. Terry Melcher havde også været medproducer på den første Monterey Festival og var i det hele taget der, hvor det skete. Han var også den, som fik et møde i stand mellem Sly Stone og sin mor, som ultimativt endte i Stones udgave af Days kendingsmelodi, ’Que Sera, Sera’. På film var Day var ikke parat til at påtage sig en ny og moden rolle som voksen. Hun sagde nej til ’The Graduate’, fordi hun fandt det usmageligt at skulle forføre en ung mand. Hun gemte sig i sine mere og mere verdensfjerne roller bag sit tandpastasmil og nægtede at lade sig ændre, både fordi hendes endnu levende mand og manager ikke ville lade hende tage chancer, og fordi hun selv var for uvillig til at spille andet end ung og glad. Publikum forlangte det, var undskyldningen. En illusion som blev sværere og sværere at opretholde og med årene ikke delt af anmelderne og biografpublikummet. Var 1968 et dårligt år for Doris Day – med hendes mands død og afsløring af økonomisk svig, en filmkarriere, der var kæntret, og et tv-show, hun ikke havde lyst til at lave – skulle 1969 blive værre. Det var Charles Mansons år. Den vanvittige kultleder havde et par gange mødt Terry Melcher, som han havde troet ville producere hans og kollektivets dybt banale flowerpowermusik. Da Melcher ikke var interesseret, blev Manson gal. Om det var årsagen til mordene på bl.a. Sharon Tate i den villa på Cielo Drive, Melcher havde beboet, vides ikke, men det er tvivlsomt. Under alle omstændigheder skabte de grusomme mord og siden trusler mod diverse vidner og forsvinden af samme så stor frygt i filmmiljøet og især hos Terry Melcher, at han udstyrede både sig selv og sin mor med bodyguards. Druk og stoffer Indviklet i sin mors forretninger, med et bristet forhold til Candice Bergen og med frygt for sit liv, overgav Terry Melcher sig til druk og stoffer. Først da han var ved at omkomme ved en motorcykelulykke, trådte Doris Day i karakter og blev under det lange sygeleje og siden genoptræning hans mor. Men det varede kun, til han var rask, så blev sønnen en slags far igen, indtil han døde. Hans egen søn, barnebarnet, mistede Doris Day tidligt kontakten til. Der kom stadig filmtilbud, men ingen film. Doris Day ville ikke. Efter fem år med sin egen tv-serie droppede hun helt sin offentlige karriere og optrådte kun sporadisk i talkshows. Hun trak sig tilbage fra den karriere, hun altid havde insisteret på, at hun egentlig ikke ville have. Hendes drøm var, som hun sagde i utallige interview, blot at være husmor og mor og have et lykkeligt ægteskab. Men hun havde nogle dårlige ægteskaber, et fjerde blev også ødelagt af forkerte forretningsdispositioner, denne gang med hundemad (!). Hun kunne ikke udfylde rollen som mor. Mad kunne hun i øvrigt heller ikke lave. Til gengæld blev hun ved flere lejligheder genopfundet som symbol på den selvstændige og arbejdsomme karrierekvinde, og flere af hendes filmroller blev fremhævet i den sammenhæng. At hun selv var klar over, at tingene ikke var, som de syntes, er ganske klart. Men det kræver overmenneskelige anstrengelser at bryde med andres drømme, især når de delvis er ens egne. Doris Day levede op til forventningerne, så længe hun kunne, og da det blev umuligt, trak hun sig tilbage med sine hunde. Som tidsbillede vil hendes film stadig stå, flere af dem som mere end det. Men det er sjovt nok som sangerinde, hun i dag fremstår evig ung. Ikke specielt glad, men mangefacetteret. Det samme gør en ikke specielt jomfrunalsk filmstjerne fra de renvaskede 50’ere i denne seneste portrætbog om hende.