De sidder i New York, og de sidder i en taxi på vej hjem fra en lægekonsultation, som har efterladt mor og søn – den ene en verdensberømt forfatter, den anden en kendt journalist og redaktør – mundlamme.
Det eneste ord, der kommer over Susan Sontags læber i taxien minutter efter, at hun har fået sin leukæmidiagnose er: »Wow«. Sontags reaktion bliver ikke meget bedre i løbet af de næste par måneder, ifølge sønnen David Rieffs erindringer, ’Swimming in a Sea of Death’. Det er lige meget, hvad lægen og statistikkerne siger; hun vil ikke høre, men fabler om fremtiden, som var den hendes, og går med til en frygtelig smertefuld knoglemarvstransfusion, hvis virkning er yderst tvivlsom. Så bange er hun for at dø – og om det gør hende til en helt, der kæmper til det sidste, eller en idiot, der ikke vil se sandheden i øjnene, er sønnen ikke helt klar over. Det mest chokerende ved at læse Rieffs erindringer er, hvor normalt denne exceptionelt intelligente og velartikulerede akademiker, essayist og forfatter reagerer, da hun bliver dødssyg. Hele hendes karriere har handlet om at rive skæl fra folks øjne – fra gennembruddet og det æstetiske opgør i 1960’erne, ’Against interpretation’, til hendes mediekritik i ’On Photography’ og ’The Pain of Others’, hendes politiske aktivisme under belejringen af Sarajevo i 1990’erne og til sidst hendes kontroversielle essay i The New Yorker, hvor hun ugen efter terrorangrebet 11. september gav USA skylden for tårnenes fald. Men over for døden lukker hun øjnene. Her er der ingen traditioner at gøre op med, ingen ideologiske konstruktioner at afsløre, ingen medier at kritisere. Her er ingenting, og det er det, der skræmmer det store intellekt den dag i taxien i New York.
