0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En tænkers kvalfulde død

En af det 20. århundredes mest berømte tænkere kunne gennemskue de fleste ideologier og teorier, men sin egen død kunne hun ikke se i øjnene, fortæller sønnen i sine erindringer om de sidste måneder i Susan Sontags liv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De sidder i New York, og de sidder i en taxi på vej hjem fra en lægekonsultation, som har efterladt mor og søn – den ene en verdensberømt forfatter, den anden en kendt journalist og redaktør – mundlamme.

Det eneste ord, der kommer over Susan Sontags læber i taxien minutter efter, at hun har fået sin leukæmidiagnose er: »Wow«.

Sontags reaktion bliver ikke meget bedre i løbet af de næste par måneder, ifølge sønnen David Rieffs erindringer, ’Swimming in a Sea of Death’. Det er lige meget, hvad lægen og statistikkerne siger; hun vil ikke høre, men fabler om fremtiden, som var den hendes, og går med til en frygtelig smertefuld knoglemarvstransfusion, hvis virkning er yderst tvivlsom. Så bange er hun for at dø – og om det gør hende til en helt, der kæmper til det sidste, eller en idiot, der ikke vil se sandheden i øjnene, er sønnen ikke helt klar over.

Det mest chokerende ved at læse Rieffs erindringer er, hvor normalt denne exceptionelt intelligente og velartikulerede akademiker, essayist og forfatter reagerer, da hun bliver dødssyg. Hele hendes karriere har handlet om at rive skæl fra folks øjne – fra gennembruddet og det æstetiske opgør i 1960’erne, ’Against interpretation’, til hendes mediekritik i ’On Photography’ og ’The Pain of Others’, hendes politiske aktivisme under belejringen af Sarajevo i 1990’erne og til sidst hendes kontroversielle essay i The New Yorker, hvor hun ugen efter terrorangrebet 11. september gav USA skylden for tårnenes fald. Men over for døden lukker hun øjnene. Her er der ingen traditioner at gøre op med, ingen ideologiske konstruktioner at afsløre, ingen medier at kritisere. Her er ingenting, og det er det, der skræmmer det store intellekt den dag i taxien i New York.