Journalist og forfatter Maise Njor og hendes familie på mand og tre døtre har fået hund.
Terrieren Karl er en meget heldig hund – ikke så meget fordi han er blevet fotograferet af Tine Harden, hvilket et mere forfængeligt dyr ville påskønne – men fordi Njor og familien tager hundeholdet alvorligt og bruger energi og ressourcer på at gøre det rigtige. Stor omhu kunne være misforstået og gøre mere skade end gavn, men når omhuen er forenet med sund fornuft som her, ser det lovende ud for Karl og hans mennesker. Og sådan set også for dem, der fravælger de mere professionelt udseende hundebøger og vælger denne, som for øvrigt ikke er så poppet, som man kunne tro. Bogen er bygget op med typisk et stort billede og en todelt tekst på hvert opslag. Første del af teksten er en lille case story eller pudsig anekdote eller indrømmelse af egne fejl og mangler og inkonsekvenser som hundeejer (det kan vi lide!). Derunder et godt, realistisk råd om, hvordan man undgår de værste af anekdoterne – de er nemlig som regel først sjove længe efter – og når de sker for andre. Lær hundeloven! Et typisk eksempel er ’Hvor skal vi sove i nat?’ Karl sover naturligvis i sengen hos en af pigerne – trods planer om noget helt andet – og »Er det ulækkert? Ja, men det er også hyggeligt«, og så skifter man sengetøj oftere og glæder sig over de gode minder, Asta vil have resten af livet om at sove med sin bedste ven. Fra anmelderen skal blot lyde, at det er stærkt vanedannende at sove med hunde – har man gjort det som barn, vokser man aldrig fra det … En anden lille historie handler om hundepensioner, og hvordan man undgår dem. Det er naturligvis ved at have en reservefamilie til sin hund. For rejse gør vi jo alle. En for mig ny idé er, at eftersom hunde godt kan kende forskel på to snore, kan man bruge en kort gå-pænt-snor, så den ikke trækker, halser og ’jodler’ som Njor udtrykker det, og så en flex-line, som giver frihed til små strejfture. For husk: Man må faktisk kun have hunden løs de allerfærreste steder uden for sin egen grund! Her er ingen slinger i valsen i det gode råd: Lær hundeloven! Den er for øvrigt meget apropos citeret i en kort udgave. Hvem bestemmer Der er også nogle specifikke træningsfif med trænerguruen Lisbeth som kilde, ligesom dyrlæge-Pia giver sit besyv med. Det hele læner sig op ad damebladet, men der er noget i sproget og billederne, der forlanger – og fortjener – at blive taget alvorligt. Ligesom smukke Karl, hvis personlighed træder frem i både tekst og især billeder. Som problemløser vil denne bog forslå som en skrædder i helvede, men har man haft hund før og får man en sund, nem hund som Karl, kan man nøjes med for-sjov-bøger som denne. På i hvert fald et punkt kommer Njor dog til at videregive forældet viden. Nemlig den om, at hunden opfatter familien som sin flok og et menneske som sin leder. Her hævder en bog i den helt anden ende af spektret, ’Hundes og ulves adfærd. Ny indsigt aggressivitet, lederskab og signaler’ af Freddy Worm Christiansen, at man bør droppe hele ideen om lederskab mellem hunde og mennesker. En hund kan aldrig blive leder over et menneske (selv om det godt kan se sådan ud for os gravhunde-ejere); derfor er det en myte, at hunde ikke må gå forrest og spise før mennesker, fordi de så vil ’tage magten’. Fuckfinger fra en flue Mennesker bestemmer ret suverænt over, om de vil følge hunden i dens initiativer, skriver Worm Christiansen. Han vil have den restriktive leder ud og den ansvarlige hundeejer ind og advarer mod en ukritisk, overdreven brug af ordet ’dominans’. Det ord bruges fejlagtigt om både ulydighed, selvsikkerhed og zoneforsvar.
