Just hjemkommet fra en højmesse, hvor et dåbsselskab – trods deres glade og høflige velvilje – tydeligvis ikke anede, hvad de lavede i kirken, ud over at følge konventionen, er det meget passende at skulle anmelde Else Hviid og Birgitte Stoklund Larsens ’Hvad skal man tro. 7 indgange til kristendommen’.
For på den lille bogs bagside står: »Har din kæreste lige overtalt dig til, at jeres barn skal døbes?«. Og problematikken er nærværende, for der synes at være et voksende behov i befolkningen for at følge de kirkelige konventioner og for eksempel blive konfirmeret, kirkeligt viet etc. (For slet ikke at snakke om julens cirkus!). Men hvis samme ’befolkning’ – undskyld ordvalget – ikke aner, hvad der foregår i en gudstjeneste, og i øvrigt ikke kan koncentrere sig om selv de mest centrale steder i liturgien (glem prædiken i denne sammenhæng), så bliver de snydt for højtiden, ritualet, kulturen, i sidste ende; med andre ord: det særlige, uhverdagslige, de vel ubevidst kommer for. Og i stedet for at blive irriteret, frustreret og stramtandet over de kirkefremmedes analfabetiske adfærd i kirken er jeg selv nået til at ynke dem. For de har jo betalt kirkeskat, lige så vel som jeg, der synes, jeg får en masse for pengene og går opløftet derfra. Mens de sjosker ud i nøjagtig samme mentale tilstand, som de kom i. (Bemærk: jeg taler ikke om tro her, men om gudstjenesten som – så skidt da – event).
