0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tiden sårer alle læger

Niels Franks iltre ordstrømme bugter sig ind og ud af kendte skabeloner i et stemmefald, det er svært at overhøre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det smukke, bedagede foto af Monte Carlos havn, der pryder omslaget af Niels Franks nye digtsamling, ’Små guder’, slår en stemning an af svundne tider og forgangen skønhed – et Atlantis, som muligvis aldrig var til.

Samme stemning møder man i digtene, der kredser om elegiske følelser som forfængelighed, lede og livstræthed, og som øser af en livsmoden melankoli, der ser den tilstundende død i øjnene: »Skal vi så se at komme i gang / med at dø?«, spørges der et sted, med forfærdende friskhed. Humoren er bestemt ikke fraværende.

Elegier er digtene således ikke, men derimod iltre ordstrømme, der bugter sig ind og ud af kendte skabeloner, som telefonbeskeden, taksigelsen eller tilspørgslen og erklæringen, som vi kender den fra vielsesritualet. Formularerne lægger ingen bånd på følelserne, som tværtimod vælder i digtene.
Mange følelsesudbrud

om indadvendte overfusninger kan man beskrive flere af digtene, der – ligesom forbilledet, nyligt afdøde Robert Creeley – bekender en forvirring, der er jegets egen. Kontrafejet af dette utålmodige, bevægelige jeg træder frem i de mange følelsesudbrud, der ofte er henvendt til fraværende samtalepartnere.

Melankolien i digtene knytter sig blandt andet til meditationer over tidens vilkår: at »tiden sårer alle læger«, forsikres man om. Visse steder argumenteres vilkåret frem med geometrisk tydelighed: »Den tid du er i, og den tid du ikke / er i: den sidste er din ene og alene, / den første deler du med hvem som helst, / men når den sidste skærer den første, og de to akser / spræller omkring det samme troløse punkt, / indser du, at heller ikke den første tid / deler du med nogen. Deraf tungsindigheden, / beskyttende som et rullegardin«.

Om det, man ikke kan eller tør dele, meddeler ’Små guder’ sig med et stemmefald, som er svært at overhøre.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere