Det smukke, bedagede foto af Monte Carlos havn, der pryder omslaget af Niels Franks nye digtsamling, ’Små guder’, slår en stemning an af svundne tider og forgangen skønhed – et Atlantis, som muligvis aldrig var til.

Samme stemning møder man i digtene, der kredser om elegiske følelser som forfængelighed, lede og livstræthed, og som øser af en livsmoden melankoli, der ser den tilstundende død i øjnene: »Skal vi så se at komme i gang / med at dø?«, spørges der et sted, med forfærdende friskhed. Humoren er bestemt ikke fraværende. Elegier er digtene således ikke, men derimod iltre ordstrømme, der bugter sig ind og ud af kendte skabeloner, som telefonbeskeden, taksigelsen eller tilspørgslen og erklæringen, som vi kender den fra vielsesritualet. Formularerne lægger ingen bånd på følelserne, som tværtimod vælder i digtene.
Mange følelsesudbrud om indadvendte overfusninger kan man beskrive flere af digtene, der – ligesom forbilledet, nyligt afdøde Robert Creeley – bekender en forvirring, der er jegets egen. Kontrafejet af dette utålmodige, bevægelige jeg træder frem i de mange følelsesudbrud, der ofte er henvendt til fraværende samtalepartnere. Melankolien i digtene knytter sig blandt andet til meditationer over tidens vilkår: at »tiden sårer alle læger«, forsikres man om. Visse steder argumenteres vilkåret frem med geometrisk tydelighed: »Den tid du er i, og den tid du ikke / er i: den sidste er din ene og alene, / den første deler du med hvem som helst, / men når den sidste skærer den første, og de to akser / spræller omkring det samme troløse punkt, / indser du, at heller ikke den første tid / deler du med nogen. Deraf tungsindigheden, / beskyttende som et rullegardin«. Om det, man ikke kan eller tør dele, meddeler ’Små guder’ sig med et stemmefald, som er svært at overhøre.