Ligesom djævlen ligger i detaljen, er der fandens til forskel på en undskyldning og en forklaring. At denne skelnen er helt afgørende, har debatten om bogen ’Skyld’ allerede vist. Nærværende avis har trykt uddrag af bogen, og tryksværten var knap tør, før kritikere stod i kø med paratafvisningen: At skrive om baggrunden for mordet på den italienske rygsækturist Antonio Curra er synonymt med at undskylde. Denne anmelder har en vis sympati for indvendingen. At give samfundet skylden for, at en turist brutalt dolkes ned på åben gade, rummer en oplagt fare for ansvarsforflygtigelse. Hvis et samfund forklarer og undskylder alt med henvisning til svær opvækst, får det præcis, hvad det forventer af unge mennesker på kant med samfundet. Nogle selvmedlidende stakler, som ikke vil tage ansvar for egne handlinger. Hashrygning fra niårsalderen Men til indvendingen er kun at sige: Læs bogen. Den gør nemlig den forudindtagede opfattelse til skamme og er et stykke gedigent journalistisk arbejde. Som netop beskriver uden at kommentere. Vi følger Ferhat Kilic, som er en af de unge dømte og udviste. Uden kvalm omklamring får vi historien om udviklingen fra uregerlig indvandrerdreng til en fuldbefaren kriminel. En eftergivende mor, som aldrig får lært dansk, og en far, der knokler alle døgnets lyse timer. Ferhat overlades til sig selv, og ingen kan styre knægten, som ødelægger alt. Det bliver ikke bedre i skolen, hvor det nøgternt beskrives, at Ferhat terroriserer de andre børn og er en pestilens både i skolegården og i klasseværelset. Derefter følger skoleskift på skoleskift. Den anerkendelse, drengen ikke får i skolen, får han blandt kammeraterne i skiftende indvandrerbander. Hashrygning fra niårsalderen (!), fyldte lommer i supermarkederne og efterhånden trusler og overfald på mindreårige. Sørgeligt og forudsigeligt på sin vis – men godt beskrevet. Halalhippiers naivitet Stærkt er det også, at Ferhats far er en kilde til beretningen. Det skal siges til farens ros, at han ikke skåner sig selv. Han erkender, at han er umoden, ude at stand til at styre Ferhat og griber til tæsk i afmagt. Bogen indledes med et citat, hvor faren tilkender sig selv 70 procent af skylden, det danske system og indvandrermiljøet i Tingbjerg på ydre Nørrebro 20 procent. Og Ferhat selv 10 procent. En meningsløs opgørelse, men det har krævet en god interviewer at få faren til at komme med en sådan selverkendelse til citat. Trods bogens titel gives der heldigvis ikke noget svar på skyldsspørgsmålet. Selv om bogen gennem det stærke interviewmateriale med blandt andre Ferhat og faren Adem og med henvisning til et par hyldemeter socialrapporter, der beskriver, at skoler, ungdomsklubber og politi ikke formår at redde Ferhat, er det ikke, fordi drengen eller familien ikke får tilbud. Det går bare langsomt, er utilstrækkeligt, og som særligt problem for indvandrerdrenge rummer det en modsætning.
’Samfundet’, som Ferhat møder det, vil gerne begrunde og inddrage. Og har svært at ved at finde det rette sted til den hårde negl. Familien orker ham ikke. Og eneste pædagogik er her tæsk og ufrivillige genopdragelsesforsøg i Tyrkiet. Det måske mest rystende svigt sker netop, fordi et af Københavns Kommunes integrationstiltag virker stik mod hensigten. I forsøget på at nå de uregerlige unge har kommunen ansat tidligere kriminelle som pædagogmedhjælpere – med det resultat, at nogle af dem direkte opfordrer til vold. Halalhippiers naivitet måske? Eller et velment socialt forsøg, som slog fejl? Igen: Bogen dømmer ikke, men beskriver. Og tak for det. Ikke en undskyldning Gennem læsning af bogen bliver skyldsspørgsmålet sekundært. For resultatet er under alle omstændigheder tragisk og livsfarligt. I slutningen sættes fokus på dommen. Ferhat og Hizir bliver dømt og senere udvist for mordet på Antonio Curra. Ingen tvivl om, at de skulle dømmes – men skal de dømmes hårdere, fordi de er indvandrere? Bogen giver ikke svaret. Men efter læsning er jeg ikke i tvivl. Indvandrerbaggrunden er blot en ud af mange tragiske livshistorier, der kan være en forklaring på, men ikke undskyldning for kriminalitet. Derfor skal indvandrere naturligvis straffes på lige fod med andre. Men de skal ikke have ekstra straf i form af udvisning. Nå ja, så er der jo de djævelske detaljer. Bogen kunne med fordel have været bedre redigeret. For eksempel er det lidt af en maveplasker i slutningen at skulle læse om budgetproblemer i Københavns Kommune og copyrightaftaler. Men det ændrer ikke ved, at bogen er et stærkt journalistisk dokument. Der er ikke nogen undskyldning for mordet på den italienske rygsækturist. Men der er en forklaring, som kan gøre os alle klogere.
