Vi kender efterhånden recepten:
Hovedpersonen eller personerne snubler ved et tilfælde over en gåde om rigdom eller hemmelig viden fra fortiden. Ingredienserne indbefatter et glemt og/eller legendarisk bibliotek, gerne i et kloster. Historiske, men for længst afdøde berømte personer har nedskrevet besværlige koder i skjulte lasede dokumenter. En ond oldgammel orden blander sig. En pervers lejemorder dukker op. Opskriften kan udføres mere eller mindre talentfuldt, det hele står og falder med intrigens logik. Eller mangel på samme. ’Mediciernes hemmelighed’ er en af de mere vellykkede af slagsen. Den involverer en af de kendte medicier fra Firenze, Cosimo de’ Medici, født i 1389, som Michael White sender ud på en farefuld og aldeles uhistorisk rejse til et fjernt kloster i jagten på en hemmelig eliksir. Handlingen bevæger sig ind og ud mellem tidsperioder, 1966, 1410, 2003 og ’i dag’. Den starter i Firenze og bevæger sig til Venedig og i tilbageblik til Makedonien. Perverteret bloddryppende Forfatteren har skrevet adskillige populære biografier og nyder tydeligvis at lave research, både på personer og på fænomener. Mens det kom delvis i vejen for handlingen i hans første spændingsroman, ’Ritualet’, der ydermere var perverteret bloddryppende med hæsligt opskårne kvindelig, er denne mere håndterbar og civiliseret. Den har helt andre personer end debutromanen. Hovedpersonerne er Jeff Martin, en yngre britisk historiker med skilsmisseproblemer og en ret ulykkelig datter på besøg i hans nye hjem i Venedig , Roberto Armatovani, hans gode ven, en venetiansk adelsmand med palæ, årgangsvine, luksus fra kælder til kvist, de rette forbindelser og mere til, samt Edie Granger, hans gamle, men i forhold til ham noget yngre veninde, som er britisk palæopatalog (studier af fortidens sygdomme). Sidstnævnte er med sin onkel i gang med at udrede et par lig i mediciernes grav i Firenze, som blev oversvømmet i 1966 ligesom en stor del af byen omkring floden Arno. Arbejdet udløser et mord, der ganske givet har noget at gøre med et mærkeligt fund i et af ligene. Snart efter slippes alverdens ondskab løs. Vel at mærke i smukke omgivelser og med tilstrækkelig viden om renæssancen til, at man føler sig underholdt på den lidt kloge måde. Selv om det hele dybest set er noget vrøvl hængt op med roser, er der ikke noget som fortidens imaginære sammensværgelser, der kan holde tankerne fra nutidens mere virkelige problemer.
