Lea sad i bilen foran brugsen og gloede ind i den grå novemberhimmel der lå tungt over Midtjylland«.

Med denne bevidste parodi på en socialrealistisk indledning staver Jacob Berner Moe (f. 1973) i sin debutroman ’Vandel’ byens tristesse ud. Derefter sætter han liv i byen, der ellers er næsten lige så lukningstruet som dens sidste forretning. Den nye Brugs er placeret på omfartsvejen, og den er faktisk romanens hovedperson. Omfartsvejen, der har gjort det af med byens liv, sammenlignes med en bypassoperation. Hovedgaden er en forkalket blodåre. Jacob Berner Moe, der er uddannet journalist, skriver effektivt og morsomt om folk, der lever i Vandel med deres længsler, drømme og frustrationer. Det gælder også hovedpersonen Lea Brix, der bor i den midtjyske by på andet år sammen med sin lille datter og manden, der har fået en god stilling i Billund. Husene i Vandel er billigere, derfor bor de der. Cand.mag.’en Lea med forudgående stilling i Folketinget er havnet, hvor kragerne vender. Spændingen i tilværelsen består nu i at rapse ting fra Brugsen. Brugsuddeleren iagttager det i sit overvågningskamera, men skrider foreløbig ikke ind. Han er lidt varm på Lea. Han er tredje led i en generation af brugsbestyrere, godt træt af det og af konens fordrukkenhed. Hans entreprenante bror Leif tager sig nu af konen, og det er også Leifs foretagsomhed, der fostrer planen om en stor påskefest. Åben Brugs hedder den, med fadølsanlæg, vaffeljern, pølsebod og tilbud på stribe. Da den løber af stablen – meget morsomt skildret – har brugsuddeleren henvendt sig til Lea angående tyverierne, og til tilflytteren, der har sat en seddel op på brugsens opslagstavle med ordene ’Elskerinde søges’. Den er der flere, der har ringet på, bare for at vide, hvem der har sat sådan noget op! Lea er en af dem.
Replikker og intriger DET ER hverken Helle Helles stille eksistenser eller Ida Jessens eksistentielle dramaer-under-overfladen, der er Jacob Berner Moes projekt i provinsskildringen. Han vil snarere ud i farcen À la Erling Jepsen. Det resulterer i en veloplagt roman, skrevet med journalistens lydhøre øre for replikker og intriger. Dem er der tilsyneladende ikke mangel på i en kedelig småby med tusind sjæle og dobbelt så mange øjne på hinanden. Lea noterer sig, at storbyens anonymitet er gået tabt. Mildt sagt ikke nogen epokegørende iagttagelse, men der er en kant i det efterfølgende: »Herude på landet var man på en måde altid til eksamen. Ethvert fejltrin blev noteret. Altså dem der blev opdaget«. Jeg tror faktisk, at anonymiteten på landet kan være ganske voldsom, at man kan rådne op fuldstændig uiagttaget også dér, man lad det nu ligge. Romanen er skrevet på de to størrelser: De ting, der bliver opdaget, og dem, der ikke bliver det. Det kommer der et underholdende resultat ud af. For det er en skæg tremandsgruppe, Moe får sat sammen: Den sagtmodige brugsuddeler. Den varme, charmerende tilflytter med sedlen på brugsens opslagstavle. Og den højtuddannede småbarnsmor, der er ved at kede sig til døde, men alligevel besinder sig på mand og hus. I sidste sekund altså, efter hun har været med til alt muligt, som ikke skal røbes her. Måske synes hun ligefrem, der er noget ved at være i Vandel? Man kan notere sig, at provinsen og de såkaldte udkantsområder i disse år sættes til at levere skildringer af mange slags og på mange stilistiske niveauer. Stilstand og ørkesløs eksistens, men også dæmoni og lovløshed er nogle af ingredienserne. I en helt anden ende er det gennemlyst liv og erindring i brydningen mellem nyt og gammelt. I Jacob Berner Moes roman befinder vi os i farcens og underholdningens univers.