Det siges, at efter den engelske digter lord Byrons død i 1824 gik den ganske litterære verden grassat for med flid og møje at endevende, opsøge og udæske hver en detalje i poetens omskiftelige, flakkende, drikfældige og delvis skandaløse liv. Europas ’byronister’ skulle partout bolle piger i gondoler i Venedig, just som digteren selv, flirte med lidt blodskam, være rebelske, dyrke boksning og svømning intenst, ja sågar var der fans, som opsøgte hans ældre flammer i håb om at komme til at ligge mellem de samme lår, som lorden fordums selv havde dvælet ved med erotisk fryd og gammen. Faklen døde ud med dronning Victorias kroning, hun var ikke ’amused’. Måske var det en af hendes få dyder ud i kulturen at kvæle denne uanstændige dødekult, som den livlige lord aldrig selv ville have billiget. En sindig kulturradikal i skabet Bortset fra måske Elsa Gress, en svoren tilhænger af lord Byron, skal der naturligvis ikke drages sammenligning mellem ham og stakkels og spontant sindsforvirrede, men i visse bøger en fremragende forfatter, Henrik Stangerup. Alligevel blot ti år efter sin alt for tidlige død i 1998 har han i hvert fald opnået ret så meget byronsk virvar via en håndfuld bøger, hvor man dels hylder forfatterens vedtagne upuritanske og udanske fremfærd med hensyn til cigaretter, whisky og nøgne kvinder, dels slås om hans eftermæle som enten en stovt konservativ stridsmand eller en sindig kulturradikal i skabet. Brandes var åndeligt fyrtårn Således har alle en Stangerup i sig fra David Gress og Bertel Haarder til svirebroder Jurij Moskvitin, som selv er gået til de evige værtshuse i 2005. Sagt fra start, han mener klart det sidste, Henrik lå til venstre for midten, selv om det politiske ikke just er den tematiske rygrad i disse muntre minder, fra Paris til Laurits Betjent, Rio de Janeiro og Rådhuspladsen. Men forfatteren til ’Du må ikke sjuske med dit liv’ fremhæver gang på gang, at Stangerups åndelige fyrtårne var Georg Brandes og PH, så hvis hans spøgelse optræder ved Tidehvervs sommertræf, er det nok ikke for det gode. Sværtningen af venner er tempereret Mange af teksterne har allerede stået i Weekendavisen. Selv om de er underholdende og velskrevne, egentlig også lidt ligegyldigt petitjournalistisk og smalltalk, medmindre du just som lord Byrons fanklub vil have alt at vide fra mellem lagnerne, liderligheden og de mange sjusser. Men bare rolig, bortset fra at kone nummer 2, Susanne Krage, er skurken, og at filminstruktøren Ole Roos er en drukkenbolt, er der ikke meget at forarges over for den skandalehungrige. Undertegnede er glad for, at Lotte Tarp, tapre kone nummer 1, trods alt står som kvinden i Henriks liv, og at sværtningen af venner og bekendte er tempereret. Sober sidste bytur Moskvitin, som forlaget gør noget ud af var af russisk aristokratisk afstamning – ganske vist på moderens side, så standsmæssigt tæller det lidet i den patriarkalske adelskalender – er dog fra den anden side af graven så nobel og chevaleresk, at han lader den sidste tur i byen med Henrik Stangerup være forholdsvis sober. Selvfølgelig med sjusser alligevel so oder so.