Det moderne Grækenland har siden nationens fødsel i midten af 1800-tallet haft et ambivalent had-kærlighedsforhold til Storbritannien. England huggede jo groft det meste af Parthenonfrisen på Akropolis under Napoleonskrigene, ’Lord Elgins’ Marbles’, som til græsk sorg og fortørnelse stadigvæk befinder sig på British Museum. Men så er der lige ham den rebelske og kvindebedårende engelske digter, Lord Byron, som mytisk ene mand stod i spidsen og døde for den frihedskrig i 1820’erne, som på sigt blev til vor tids Grækenland. Der er ikke den flække eller landsby i Grækenland, som ikke har en plads eller gade opkaldt efter Hellas’ bedste brite. Historien om kong Midas er kinbarlig realisme Ovennævnte splittelse sætter frugtbart sit præg på denne dejlige og smukke ’mytologi’, der består af små breve, landkort og mapper, billeder og vignetter skabt på en historie om to forskellige englænderes færd i det græske i 1820’erne. ’Mytologi’ er en faksimileudgave af en gammel bog med den gode englænderinde Lady Hestia Evans’ optegnelser fra en tematisk rejse efter de gamle græske myter. Men samtidig – i hendes byronske hæle – har vi så den gustne John Oro, læg mærke til hans efternavn, som kun er ude på egen vinding og plyndring af de arkaiske og antikke efterladenskaber. Lady Evans beder ham betænke Grækenlands egne krav på sligt, dog Oro er kun ude efter guld. Må imidlertid til slut med smerte sande, at historien om kong Midas – og hvad den går ud på, kære læser, må du selv læse – er skinbarlig realisme! Sålunde er det meget vist, at bogens indlagte fjerpen er forgyldt! Jagtgudinden skulle ikke skues nøgen Det er selvfølgelig ikke rigtigt guld, selv om bogen er et sandt skatkammer for børn og barnlige sjæle: om mytologiens klassekamp mellem guder og titaner, mere eller mindre heldige helte, monstrøse fabeldyr, Herakles’ arbejdsomme forhindringer, den trojanske krig og fatalt farlige kvinder. Det var de jo alle sammen dengang i antikken. På nær de stakkels pigebørn, som faldt til føje for Zeus’ brunst, og siden blev slagtet af hans hustru Heras skinsyge. Athene var gudinde for klogskab, som i dette fallokratiske mandssamfund var synonymt med kvindelist. Jagtgudinden Artemis skulle ikke skues nøgen, medmindre man(d) ønskede at forvandles til Bambis far! Endelig er der jo Odysseus’ Kirke, som med et blik og en sjus gjorde mænd til svin, i dag en sædvane hver fredag nat, dengang en troldkvindes unikke magi. Kitschet aura af det victoriansk britiske Over hele bogen er der en kær og kitschet aura af det victoriansk britiske og bornerte. De smukke gudinder ligner alle kønsmodne engelske kostskolepiger med sexet surmuleri og små bryster. Zeus ser ud som en vandkæmmet Carl-Mar Møller, Poseidon ligner fitnesscentrets julemand, mens yngre guder med retvinklet næse og normannisk midterskilning spiller med på et homoerotisk krickethold. Når Ares og Afrodite bliver taget i hor af hanrejen Hefaistos, så har de elskende pænt tøjet på, selv om sagens kilde, Homer, synger noget ganske andet! Dette er ikke en mytologi, der kan erstatte de andre gedigne, hverken gamle Leo Hjortsøs eller nyere Gorm Torzens. Frem for alt er det flotte siders appetitvækkende præsentationer af folk og fæ dengang i Hellas, hvor guder var grusomme børn, mennesker voksne og følsomme, kentaur og satyr hverken fugl eller fisk!