Dansk litteraturs historie’ er nu ad snoede, ikke-kronologiske veje nået til bind 2 i udgivelsesrækken, det vil helt konkret sige, at det denne gang er romantikken i Danmark fra 1800 til 1870, der afhandles. Og det betyder, at vi får et portræt af den såkaldte ’guldalder’, af den europæiske romantiks ekkolod her til lands, af biedermeiertiden, og af Danmarks omtumlede skæbne i form af statsbankerot og et antal tabte krige, der ender med, at vi skrumper gevaldigt ind og lider under hårde slag mod den nationale selvfølelse. En tid, hvis lange slagskygger vi på mange måder stadig lever i. Periodisk gale Grundtvig Fremstillingen er organiseret sådan, at Knud Michelsen først leverer et (fremragende) syntetisk overblik over perioden som helhed, hvorefter vi i kronologisk tur og rækkefølge møder et antal af tidens vigtigste litterære og åndshistoriske skikkelser, således at præsentationen af hver enkelt skikkelse ideelt fungerer ikke alene som distinkt portræt, men tillige som et prisme for beskrivelsen af centrale facetter af epokens bevægede og bevægelige landkort. Den tidlige og første fase løber dermed gennem virtuose og i nogen grad marginale Schack Staffeldt, gennem den tids rædsomme Rifbjerg, nemlig blåhvalen Oehlenschläger, der qua Heinrich Steffens forelæsninger indleder romantikkens frembrud i Danmark, vi hører om min helt Baggesens fejde med Oehlenschläger, og via Hauch og vidunderlige B.S. Ingemann, som Dan Turèll heldigvis genopdagede, vandrer vi hen over geniale og bogstavelig talt periodisk gale Grundtvig, som den endog meget kompetente Grundtvig-ekspert Sune Auken tager hånd om, filosoffen Sibbern, biedermeierkulturen (som ej er identisk med biedermeierkunsten), den ekstremt magtfulde kritiker og dramatiker J.L. Heiberg og endelig Hertz. Forfatningskrige og revolutioner i Europa Denne første volte afløses af en episk suite, begyndende med giganten Blicher, rundt om Gyllembourg og P.M. Møller, hvorefter Klaus P. Mortensen med suverænt overblik og dyb indsigt giver os H.C. Andersen; lyrikken kommer ind med Christian Winther (der er langt bedre end sit rygte) og dejlige Aarestrup, hvorefter vi kommer til Bødtcher, Paludan-Müller, P.L. Møller og så endelig tidens fjerde store geni (efter Andersen, Blicher og Grundtvig), nemlig Søren Aabye Kierkegaard. Efter at Isak Winkel Holm med myndig elegance og sit eget originale blik på Kierkegaard er færdig, følger et bredere, historisk anlagt afsnit om de mange forfatningskrige og revolutioner rundt om i Europa og Danmark, alle efterskælvene fra Den Franske Revolution og dønningerne fra den napoleonske tornado. Vi slutter af med de figurer, der kommer til så småt at danne overgang til det såkaldte moderne gennembrud, nemlig Fibiger, Schack og Goldschmidt, samt sluttelig det bitre og tåbeligt unødvendige nederlag i 1864 og så en krølle med Vilhelm Bergsøe. Livlig og spændstig sprogføring Efter hele denne række af begivenheder og i visse tilfælde monumentale forfatterskaber kom så titaniske Georg Brandes og flængede alle romantiske slør itu – men det er en anden historie, som vi stadig må vente på, for den kommer først, når bind 3 som det sidste og afsluttende udgives, sådan at vi endelig har hele murstenen i fem bind.Som førhen har redaktørerne også denne gang gjort et glimrende arbejde, når det gælder om at tilsikre en vis stilistisk homogenitet og sørge for, at der formidles på bedste vis – f.eks. er jeg imponeret over Sune Aukens evne til på jævnt dansk og over blot en side at skitsere forskellen mellem syntese og ophævelse (Aufhebung) i Hegels åndsfænomenologi. Men dertil kommer, at særlig mine anker efter bind 1 denne gang falder til jorden. Forholdet mellem tekst og kontekst virker her en anelse mere reflekteret og gennemarbejdet end tidligere, og generelt er sprogføringen nu så livlig og spændstig, at den bedre står mål med det fremstillede – det ville virke helt bizart at tage livtag med Kierkegaard, Grundtvig og Andersen i et gennemført pedantisk og stramtandet revisorsprog. Hårdt og karikeret formuleret, selvsagt, for der er tale om nuancerede forskydninger fra bind til bind, ikke om bratte og dybe afgrunde af forskel. Tiden er moden til endnu en Brandes Hvorfor og hvorledes er vi nu i en vis forstand stadig postromantikere? Hvis vi siger, at en af romantikkens centrale brudflader var skellet mellem en naturfilosofisk orienteret kosmopolitanisme (der går fra Kant og videre herhjemme til f.eks. H.C. Ørsted) og en national-kristen og historicistisk småborgerlighed (der går fra Herder og herhjemme videre til f.eks. Oehlenschläger og Grundtvig), så turde det være klart, at hele scenariet i dag gentager sig på den politiske og kulturelle arena. En af de væsentligste forskelle er nok, at datidens litterære offentlighed spillede en så uhyre stor rolle i feltet mellem videnskab og politik, hvorimod den i dag i sammenligning forekommer relativt marginal; men brudfladen består og forlænger sig nu nok alligevel. Eller man kan sige det sådan, at brudfladen sidenhen endog er blevet tilspidset og skærpet yderligere? Hvor vi dengang tummelumske og resignerede kunne putte os efter nederlaget ved Dybbøl Mølle, er der næppe i dag plads til, at vi kan lurepasse og finde en sprække at kravle ned i, medens globaliseringens og kosmopolitanismens hvirvelvinde raser. I så henseende er tiden moden, overmoden kunne man mene, til, at endnu en Brandes dukker op og laver ravage ... Anbefales til alle postromantikere Bortset fra de slående ligheder, når man sammenligner dengang og nu, er der endnu to forhold, der var markant anderledes i den romantiske epoke: Dels det, at litteraturen og den litterære offentlighed som nævnt var så centralt og virkningsfuldt placeret i samfundslegemet; dels også, at den enkelte kritiker kunne besidde så frygtelig meget magt som det f.eks. gjaldt for Heiberg. Hvis man som anmelder og litterat er fristet til egoistisk at sukke over dette dobbelte tab af status, er det derimod måske meget godt, at Danmark siden da trods alt er blevet et betydelig mindre provinsielt og stillestående samfund. Og måske den kristne nationalromantik nu også endelig er lidt på tilbagetog? Under alle omstændigheder: Bind 2 er et overordentlig vellykket bidrag til dén samlede litteraturhistorie, alle vi postromantikere hermed anbefales at give os i kast med.