Ottoline og den gule kat’ er sådan en bog, man skal være englænder for at kunne lave. Chris Riddell bor da også i Brighton, hvor han kan observere sine medmennesker. Det resulterer i en temmelig syret roman med stive billeder i, der hverken er fugl eller fisk. Endnu et eksempel på, hvordan tekst og tegning forsøger at finde sammen på nye måder i bøger for børn og opefter i disse år. ’Ottoline og den gule kat’ er i bedste angelsaksiske tradition for gammelklogskab, manerer og en utæmmelig fantasi. På eventyr med det norkse mosefund Ottoline bor i lejlighed nummer 243 i Peberbøssehuset. Hendes forældre, der hedder professor Bruun og professor Bruun, er ikke hjemme. De farter verden rundt for at forske, og de sender en strøm af postkort fra Norge og lignende steder. Dog er Ottoline ikke helt alene. Hos sig har hun en lille hårfager skabning, som forældrene engang trak op af en mose i – Norge. Og dagligt ankommer en strøm af folk fra hjemmeservicebranchen for at rede pigens seng og støvsuge alle de mærkelige genstande, som forældrene sender hjem. Ved bogens slutning ankommer også en repræsentant for ’kæledyrspolitiet’. Så Ottoline er ikke ensom. Hun følger pedantisk med i husholdningen, og hun går på eventyr med sit norske mosefund. Det udvikler sig hurtigt til en krimi. Hvem stjal fru Löwenskiolds skødehund? Stemning af gaslys og Jack the Dogcatcher Billedsiden er (mere end) den halve bog. Den er i sort-hvid med enkelte røde pletter. Uden at ryste på hånden kombinerer Chris Riddell sin stivbenede streg med det særprægede sceneri. Der er et skær af uhygge over hans tegninger, som spiller fint op til det helt almindelige tonefald i teksten. Der er en stemning af gaslys og Jack the Dogcatcher, vanvid lurer, og nu melder professorerne deres ankomst. Måske derfor det næste bind i serien kommer til at hedde ’Ottoline på kostskole’. Ottoline er et temmelig godt bekendtskab.