Hvorfor Mara Lees roman ’Ladies’ dels er blevet anmeldt, dels forsøgt lanceret som et stykke svensk chicklit, er en gåde. Begreber som femikrimi og chicklit kan være udmærkede pædagogiske håndtag, når man forsøger at tumle nye litterære fænomener med fællestræk, men hvis det ender med at blive to kæmpemæssige brokkasser, hvori man kan smide snart sagt alt, der er skrevet af kvinder om kvinder, er det på tide at skrotte begreberne. Parringsleg mellem betragter og den betragtede Mara Lees roman er måske nok chick, men også rigtig meget andet. For eksempel et halvt universitetsstudium i den ældgamle pirrings- og parringsleg mellem betragteren og den betragtede. Mellem det begærlige blik og den begærede. Denne gang med kvinden – fotografen Siri – som den skuelystne hovedaktør og en række smukke, unge kvinder som sex- og kunstobjekter. Flere af dem havner ligefrem i glas og ramme på et galleri! Men det er en del af den pikante finale, Mara Lee bygger op til ved at krydsklippe mellem årtier og lokationer, så vi følger overblondinen Lea, hendes asiatisk smukke veninde Mia, digteren og eksmodellen Laura og så altså Siri fra barndom i svensk provins over ungdom i Paris og frem til kunstscenen i Stockholm anno 2006.
Betagende intense og analytisk skarpe afsnit Netop de afsnit, hvor Lee (f. 1972) beskriver skoletidens veninde- og fjendskaber, der næres af ensomhed og forældrefravær og benhård konkurrence, er betagende intense og analytisk skarpe. Hun demonstrerer en hypersensitivitet i forhold til de hierarkier, der opstår af pigernes interne magtspil om at være tynd som et tøjstativ eller kunne bære en hårbøjle med nonchalance og kontrol. Evig og altid kontrol. Blot for at kunne matche rivalinderne i morgendagens arena. Alt sammen forstadier til den sociopatiske kultur, pigerne senere fingerer levende, voksne mennesker i. Galionsfiguren i Mara Lees gennemstylede kvindeunivers er Lea, en »evolutionær saltomortale«, der har cuttet forbindelsen til sin grimme familie og i en tidlig alder indset, at skønhed forpligter: »Lea tilhørte verdens næstmest privilegerede gruppe. Og ud fra det tilhørsforhold begyndte hun at kæmpe mod verdens mest privilegerede gruppe – de hvide, vestlige mænd«. Kvindesagens moderløse døtre i forbenet kamp, feminisme ad absurdum, altså. En ungdom i udviklingsmæssig baglås På et andet niveau er ’Ladies’ således også en isnende kold afrapportering fra et samfund, hvis ungdom er gået udviklingsmæssigt i baglås, ikke har lært sociale kompetencer, empati og egentligt selvværd. Men til gengæld lider af narcissisme i behandlingskrævende grad. Forfatteren beskæftiger sig konstant med kvindernes udseende, lader sine hovedpersoner dvæle ved egne fortin og evindelige, nøgternt sammenlignende studier, som når det voksne balletbarn Mia falder i staver foran spejlet efter en regnvejrstur på cykel, og det konstateres: »Selvfølgelig kunne hun ikke hamle op med en skønhed som Leas, men hun var til gengæld udrustet med en særlig ejendommelighed, nemlig at blive ved med at være pæn, når ingen andre var det«. En begavet iagttager Samtidig med disse beskrivelser af en cardigans farve mod huden, en særlig rankhed i ryggen registreres omgivelserne, om det nu er en fransk universitetsprofessors distingverede restaurantkultur eller den saltmættede grå luft, der indhyller en hel sommerferie ved havet i Normandiet, hvilket afslører Mara Lee som en begavet iagttager med udsyn og imponerende overblik over sit materiale. Mens Alan Hollinghurst for nogle år siden, ’I skønhedens tjeneste’, formulerede en misantropisk kritik af 1980’ernes England med afsæt i bøssekulturens demonstrativt hedonistiske skønhedsdyrkelse midt i en restriktiv konservativ kultur, så bruger Mara Lee lidt på samme måde et hjørne af en aktuel lesbisk-feministisk kultur til at udstille vor tids vestlige samfund, der dyrker kroppen, men forkrøbler sjælene. Selv blændende skønhed forgår Det er overmåde dygtigt gjort. Min eneste anke er, at det næsten er for dygtigt, for lækkert. Handlingstrådene hænger sammen som blomstrende ærtehalm, de mere eller mindre usympatiske, langbenede kvinder og deres infantile spejlkultur beskrives med overlegen, eksklusiv sanselighed. Delikate i hver en designet detalje. Ja, undskyld, hvis der lød et gab omkring side 200, men det er faren ved den perfekte skønhed: Den har det med at kede. Til den utålmodige læser er der dog kun at sige: hold ud. Selv blændende skønhed forgår.