Som de fleste mennesker, der bor i Indien, beklager jeg mig over korruptionen, men jeg ved i det mindste, at jeg godt kan leve med korrupte mennesker. I virkeligheden er det de hæderlige, der bekymrer mig«, skrev Aravind Adiga i International Kommentar i Politiken 27.8. Han gav udtryk for, at man bliver nødt til at acceptere en eller anden form for korruption, for at hjulene kan holdes i gang. Mange indere har en snigende mistanke om, at kun korrupte politikere er effektive, oplyste den tidligere Delhi-korrespondent for Time Magazine. Bitterligt morsom beretning Som læser sad man noget paf tilbage, men kommentaren må være skrevet med pennen dybt dyppet i ironi. At korruption er en herlig ting, er ikke just det indryk, man får af Adigas debutroman ’Den hvide tiger’. Aldeles tværtimod. Det er en bitter og morsom, bitterligt morsom beretning om en ludfattig søn af en ludfattig rickshawløber fra Gaya provinsen. Dér hvor Buddha måske gik forbi. Der hvor Mørket hersker. Mørket som kommer fra Ganges’ sorte mudder. Udbytterne, godsejerne, vælter sig her som svin i det pløre, de fattige aldrig kan løfte sig op af. Det er ikke meningen med dem. Beretningen om Balram Halwai, kaldet Munna, som slet og ret betyder ’dreng’, er fortalt af ham selv som et brev til den kinesiske præsident før dennes besøg i Indien. Munna vil være sikker på, at præsidenten kan forstå Indiens iværksætterkultur og hele baggrunden for den. Munna skriver fra Bangalore, hvortil skæbnen har flyttet ham. Efter han tog den i egen hånd. En hånd, der holdt om en ituslået flaske. 36 millioner guder at kysse i røven Munna er nemlig morder, hvilket han næsten straks bekender. Hvem, han har myrdet, fremgår også ret tidligt. Men ’Den hvide tiger’ er ingen krimi. Den er en skæbnefortælling, der foregår i et miljø så langt ude, at man kvier sig ved at bruge ordet amoralsk i forbindelse med Munna og Munnas handlinger. Hans Indien er på et andet plan end vesterlandske drømme om guruer og indsigt. Munna har skam guder, 36 millioner af dem. 36 millioner guder at kysse i røven. Ikke at det hjælper, så i stedet må han kysse støvet foran sin arbejdsgivers sko. . Munna bliver chauffør/tjener – i og for sig en ufattelig opstigning for en, som var dømt til at være boy i et tehus. Trods sin klogskab taget ud af skolen, da familien skulle bruge pengene til brudepris for en søster. Endnu en ufattelig dumhed i et system, som skriger til himlen af idioti, oven i korruption og ren og skær ond magtudøvelse. Demokratiets stemmer til salg Men selv som chauffør/tjener er ydmygelserne legio. Den herskende klasse er forkælet og enevældig, i alle tilfælde nedad. Indtil Munna tager den knuste flaske i hånden og bliver iværksætter i Bangalore. Når man har læst ’Den hvide tiger’, ser rejseannoncerne for drømmeferier i det eksotiske Indien nærmest komiske ud. I Indien har de demokrati, hvor stemmerne er til salg, hvad enten folk vil sælge dem eller ej. De har millioner af iværksættere, men til gengæld hverken drikkevand, elkraft, kloaksystemer, offentlige transportmidler, god hygiejne, disciplin, høflighed eller punktlighed, som Munna skriver til den kinesiske præsident. Man må håbe, han læser bogen.