Mange og lange måneders arbejde med at oversætte ’Ude’ af Natsuo Kirino gav mig lyst til at møde forfatterinden bag ’Ude’, der på mange måder afslører en del af det Japan, som fik mig til at læse japansk for snart 30 år siden. Et Japan, hvor kvinder ikke har nogen reel mulighed for at få et ordentligt job, et Japan, hvor kvinder i meget høj grad betragtes som kønsobjekter. På vej hen til interviewet, som skulle foregå på hendes kontor i en forstad til Tokyo, spekulerede jeg over, hvordan en kvinde, der skriver så grusomme og dystre bøger, havde formået at sætte sig ud over de snævre rammer, det japanske samfund giver kvinder, hvordan havde hun kunnet etablere sig som en anerkendt forfatter i Japan? Skriver under pseudonym Hun tager imod i den lille lejlighed, hvor intet røber, at her holder en af Japans store forfattere til. Med de bøger, hun skriver, har hun brug for at værne om sit privatliv og beskytte sig mod indignerede læsere. Hun skriver faktisk også under pseudonym og hedder i virkeligheden Mariko Hashioka. Det viser sig, at hendes opvækst og baggrund i virkeligheden ikke er så forskellig fra mange danske kvinders. Hun overvejede aldrig at blive forfatter som barn, men læste meget. Siden valgte hun at studere jura, fordi hun var interesseret i samfundsforhold. Da hun blev færdig på universitetet i 1970’erne, var det ikke til at få arbejde som jurist. Hun begyndte derfor at arbejde som tekstforfatter for et filmselskab. Da hun siden som 24-årig blev gift og fik en datter, ville hun gerne blive ved med at arbejde. Natsuo Kirino havde ikke tiltro til sig selv som rigtig forfatter og startede med at skrive artikler til tidsskrifter, ungdomsbøger og manuskripter til mangaer, japanske tegneserier. Efterhånden begyndte hun at føle sig hæmmet af disse bestillingsopgaver og fandt stor frihed i at skrive mere frit og selvstændigt, og i 1997 fik hun sit store gennembrud med romanen ’Ude’. Børn og deltidsjob Det særlige ved Natsuo Kirinos situation er, at hun lever i et samfund, hvor det ikke er en selvfølge, at kvinder har fuldtidsjob og karriere, og hvor manden forventer, at kvinden tager sig af hus og børn og blot supplerer husstandens indkomst ved at tage mere eller mindre inferiøre deltidsjob. Kirino har haft forældre, som har støttet hende i at skrive og få en karriere, og hendes mand har også under hele forløbet bakket op om hendes arbejde som forfatter, så derfor har hun kunnet sætte sig ud over de vilkår, der ellers gælder for japanske kvinder. De vilkår beskriver hun til gengæld udførligt i ’Ude’. Der er en lang tradition i Japan for, at mænd og kvinder ikke laver det samme arbejde, og denne tradition bliver videreført i det moderne Japan, således at kvinder for det meste stadig går hjemme og passer hus og børn. Der er dog ved at ske ændringer, men ikke nødvendigvis til det bedre, mange unge kvinder lader nemlig nu være med at gifte sig og lever i stedet for et luksusliv hjemme hos mor og far med et stort privat forbrug, men for penge, de har tjent ved forskellige og ikke særlig prestigegivende deltidsjob. Et råddent samfund Kirino har stadig et lille håb om, at det japanske samfund kan ændre sig til det bedre. Man må blive ved med at kæmpe for forbedringer og ændringer, ellers vil der ikke ske noget, men i bund og grund er det japanske samfund råddent, siger hun. Et af de store problemer i Japan er, at færre og færre bliver livstidsansatte. Samfundet undergår en forandring, når folk ikke længere har denne sikkerhed. Det går især ud over kvinderne, da over halvdelen af dem er deltidsansatte og uden noget socialt sikkerhedsnet. Det betyder, at de automatisk bliver samfundets underklasse. Natsuo Kirino fortæller videre: »Da min datter var lille, skrev jeg manuskripter til mangaer, børnebøger og ungdomsromaner, mens hun var i vuggestue. I vuggestuen mødte jeg mange andre mødre, der egentlig godt kunne have haft et ordentligt job, men som i stedet var hjemmegående med elendigt betalte deltidsjob. Jeg så dem slide og slæbe fra morgen til aften med at passe børn, hjem, arbejde og ikke mindst deres mænd. Mændene tog tidligt på arbejde om morgenen, kom sent hjem om aftenen og levede deres eget liv fjernt fra familien og det daglige ansvar. Der fandtes ikke rigtig nogen romaner om den side af samfundet, og jeg fik lyst til at skrive om det«. I ’UDE’ beskriver Natsuo Kirino ikke kun husmødrenes liv, men også hvordan det er at være hostess i Japan, og hvilke forhold yakuzaer og gæstearbejdere lever under, altså på en måde den usynlige del af det japanske samfund. Ældre kvinder er usynlige De japanske kvinder bliver på mange måder helt usynlige, når de når en vis alder. Japanske mænd bryder sig simpelthen ikke om ældre kvinder. I ’Ude’ lader Kirino en ung brasiliansk gæstearbejder forelske sig i en ældre kvinde. Han finder hende smuk, helt modsat den gængse japanske opfattelse af skønhed. Derved prøver hun at beskrive, hvordan japanere oftest går mest op i det ydre, og hvor meget det er overfladen og ikke det indre, der tæller. Kirino forsøger i sine romaner at beskrive alt det, som japanerne ikke vil vide noget om, og mærkværdigvis er ’Ude’ endt med at blive populær og meget læst i Japan. I den senere tid har hun dog fornemmet kraftig modstand over for det, hun skriver. Der er mænd, der decideret ikke kan lide hendes bøger, og med sine romaner har hun tilsyneladende overskredet nogle grænser og vakt mange japaneres vrede. Traditionelle familiesystemer og lovehotels Kirinos romaner rummer også meget erotiske og grænseoverskridende scener, og jeg spørger hende, hvordan det kan være, og hvad hun vil vise med disse passager. Hun forklarer, at hendes brug af disse passager måske skyldes, at hun begyndte sin karriere med at skrive mangaer. Mangaer udkommer ofte som føljetoner i månedsblade, og i de mangaer, hun skrev, skulle der være en erotisk passage i hvert afsnit, så hun vænnede sig til at have det med som en naturlig ingrediens i handlingen. Kirino har for nylig skrevet forordet til en bog med fotografier fra japanske lovehotels (’Love hotels – the hidden fantasy rooms of Japan’, red.), og her prøver hun at finde en forklaring på, at der i det hele taget findes lovehotels i Japan, og hvad de er et symptom på. Det japanske samfund bygger på begrebet ie, et traditionelt familiesystem, med manden som familiens overhoved. Når en kvinde gifter sig, bliver hun registreret som medlem af mandens husstand (koseki), og deres børn hører ind under mandens familie, ’tilhører’ ham og hans familie. Der er kun meget få enlige kvinder i Japan og endnu færre enlige mødre, og det skyldes i høj grad dette system. Japanerne holder sig dog ikke tilbage fra at overskride de grænser, husstanden pålægger dem, og der findes næppe noget land i verden med så mange udenomsægteskabelige affærer. Ikke fordi man ønsker at ødelægge familien, men simpelthen fordi livet i familien er så reguleret, at den enkelte har brug for at bryde ud en gang imellem. Sex i lægestole og togkupeer På den måde opstår der, fortæller Kirino, et dobbeltsystem, hvor folks følelser opdeles i to separate sfærer, en offentlig og en privat. I den private sfære kan man gøre, hvad man vil, med hvem man vil, mens man i den offentlige sfære skal holde masken udadtil og opføre sig som den perfekte far og ægtemand, mor og hustru eller det velopdragne og ærbødige barn. De forhold, Kirino beskriver i sine bøger, hvor unge piger sælger sig selv, eller mænd bliver stamkunder på hostessbarer, afspejles også i de stadig mere avancerede lovehotels, hvor der er mulighed for at dyrke sex med mere eller mindre sadomasochistiske og kvindeundertrykkende indslag – lægestole, håndjern, togkupeer og meget mere. Kirino mener ikke, at japanerne er mere vilde med sex end andre folk, snarere tværtimod. Hun mener faktisk, at de savner energi og fysisk udholdenhed, og det fører til, at det mere kommer til at handle om fantasier. Efter Kirinos mening er lovehotels netop en form for luftkasteller. Eller er de? Er de ikke netop en afspejling af et samfund, der i den grad sørger for at tilfredsstille mænds behov på bekostning af kvinders ligestilling … en udvikling, der tilsyneladende bare bliver værre og værre i dagens Japan med institutioner som lovehotels, hostessbarer og ’compensated dating’, hvor unge piger går ud med ældre mænd for penge, uden at det bliver kaldt for prostitution. En dobbelt verden, hvor kvinderne bliver gidsler for mændenes behov og fantasier. Bløde kinder I ’UDE’ kommer Kirino kun ind på en del af disse problematikker, men emnet bliver i høj grad uddybet i andre af hendes romaner, bl.a. i romanerne ’Grotesque’ og ’Real World’. Jeg spørger, hvad Natsuo Kirino skriver på lige nu. Hun svarer energisk: »Jeg er i gang med to romaner, og de er endnu mere barske og dystre end ’Ude’! I disse romaner prøver jeg netop at beskrive, hvordan traditionerne fastholder Japan i et mønster, der slet ikke kan hænge sammen med den moderne verden, vi rent faktisk befinder os i«. »Den ene roman hedder ’In’ og den anden ’Politicon’. Begge romaner udkommer ugentligt som føljeton i to litterære tidsskrifter, bliver samlet til sidst og udgivet som selvstændige romaner. Det var det samme, der skete med både ’Ude’ og ’Grotesque’. Det er en meget almindelig måde at udgive bøger på i Japan«.
Minder om en dansk kvinde Desuden skriver Kirino på en moderne udgave af den gamle japanske skabelsesberetning, myten om Izanagi og Izanami, som et led i et globalt bogprojekt – The Canongate Myth Series – om klodens myter. Bogen skal udkomme i 2009 og vil blive oversat til 33 sprog. Hvilken af sine mange romaner kan Natsuo Kirinohun bedst selv lide? Svaret kommer prompte: ’Yawarakana hoho’ (Bløde kinder, red). Romanen handler om et barn, der forsvinder, og man finder aldrig ud af, hvad der er sket. Den er bygget op ligesom Kurosawas film Rashomon, hvor man ser den samme historie fortalt fra forskellige synsvinkler, og hvor den hver gang er helt anderledes. Romanen er oversat til fransk under titlen ’Disparitions’. Jeg kan ikke lade være med at udbryde, at jeg troede, jeg skulle interviewe en typisk japansk kvinde, men at jeg jo i virkeligheden sidder over for en kvinde, der på mange måder minder om en dansk kvinde. Natsuo Kirino smiler og forklarer: »Jeg kommer fra en meget frisindet familie. Min far var arkitekt i et stort firma, og selv om min mor var hjemmegående, forventede de begge to, at jeg fik en karriere. Min far døde for 20 år siden, og min mor for otte år siden, men hun nåede at opleve, at ’Ude’ udkom. Desværre nåede hun ikke at være med, da jeg fik den store litterære pris, men efter hun havde læst ’Ude’, sagde hun: »Nu er jeg sikker på, at du nok skal klare dig!««.