Hun er ikke alene.

Selv om den walisiske forfatter Rachel Trezise (f. 1978) præsenteres som »den første forfatter i sin generation«, der udforsker misbrug og fattigdom i Wales, er der andre, hun kan læne sig op ad. I 1990’erne slog et kuld af Thatchers ’børn’ til tæven rundt om på de britiske teaterscener under fællesbetegnelsen In-yer-face – altså ’lige i synet’-dramatik. Fra alle hjørner af det britiske imperium råbte og skreg unge forfattere af vidt forskellig poetisk observans og temperament om det depraverede menneske i et depraveret samfund. Og når Rachel Trezise, der sidste år blev mere eller mindre danmarkskendt med den kradsbørstige novellesamling ’Æblesmag’, hænger sin egen elendige opvækst til skue i den selvbiografiske roman ’Ned i akvariet og op igen’ er der – hvad angår den psykiske og fysiske vold fra omsorgssvigt over voldtægt til (selv)mordforsøg – desværre ikke meget nyt under solen.
Punksort humor Alligevel er det svært at lægge Trezises debutroman fra sig med et ligegyldigt skulderkast. Denne unge kvinde råber ikke bare højt om arbejdsløshed, incest og alkoholisme og et samfund, der vender ryggen til, så man er ved at brække sig (det gør hun også), nej, hun fortæller med klarøjet ærlighed og ubestikkelig punksort humor. Rebecca, som pigen i bogen hedder, spekulerer i en meget tidlig alder over, hvilket menneske, hun er: »Der var mange forskellige muligheder, men ’normal’ var ikke en af dem«. Og beretningen om et særligt begavet barn, der scorer adskillige høje karakterer på tom mave, piller og almindelig trøstesløshed, tager form. Er pigen, der sluger litteraturens store værker, mens mor gør rent på bibliotekets hylder, da en ægte mønsterbryder? Nej, ikke hvis det står til Rebecca selv. Hun gør alt for – først – slet ikke at mærke livet selv, siden nærmest at tvinge det ud af den hårdt prøvede krop. Men sådan er det måske at være »født ind i en blindgyde« ... ’Ned i akvariet og op igen’ har begynderfejl – den konstante vekslen mellem nutid og datid virker ikke altid helt indlysende, og den fine økonomiseren med ord og følelser, der præger første del af bogen, afløses af en mere stakåndet fortællen, en tiltagende rasen. Men man lytter. Til endnu en af det britiske imperiums vrede unge kvinder.