Jørgen Nørgaard har drevet butik på Strøget i 50 år. Ja faktisk længere, for først skulle han lige afhænde det gamle familieforetagende Sørgemagasinet på Amagertorv 13, hvor folk siden 1944 havde købt sørgetøj, når de blev udsat for død og begravelse. Ikke just den mest festlige beskæftigelse for en ung mand som Jørgen Nørgaard, der forstod, at tiden var ved at løbe fra en butik, der havde død og ødelæggelse som sit omdrejningspunkt. Vovet gennem hele karrieren 1950’erne skreg på ungdom, cigaretbukser og cardiganer. Amerikanerne stormede frem med deres biler, køleskabe, Elvis og en fremtidstro, der slet ikke matchede dødsmarchen i Sørgemagasinet. Det var dér, fremtiden ville komme fra, tænkte Jørgen Nørgaard og solgte hele lageret på et brandudsalg, inden han slog dørene op for Nørgaard i de gamle butikslokaler, men nu med hvidmalede møbler og vovede udstillingsvinduer. For er der noget, Jørgen Nørgaard har været gennem hele sin karriere, så er det vovet. Mens rødstrømper brændte bh’er og gik i smækbukser (hvor er de egentlig blevet af?), holdt Nørgaard fast i, at man godt kunne være politisk bevidst, samtidig med at man gjorde noget ud af sit udseende. Hvorfor ikke være glad for sin krop – fremhæve, hvad der kan fremhæves, og smile af resten? Teksterne skøjter hen over overfladen Og hvorfor ikke stoppe Lene Bro ned i et par hotpants og give millioner af kvinder en ribstrikket T-shirt til en rimelig pris og i en rap farve? Lene Bro vakte opsigt i Folketinget, T-shirten, der går under navnet 101, sælger stadig som varmt brød (3 millioner eksemplarer siden sin debut i 1967), og Nørgaard er gået hen og blevet et ægte ikon på den lille danske modehimmel. Og når et ikon af Nørgaards format kan fejre sit 50-års jubilæum, skal det naturligvis markeres, hvilket har fået Gyldendal til at udgive en bog, der ikke når Jørgen Nørgaard til sokkeholderne. Bogen er en hyldest til Nørgaard, men virker som en lukket fest, hvor folk har drukket så meget, at pointerne skal gentages igen og igen. Fint nok, at vennerne – forfatteren Niels Barfoed og billedhuggeren Bjørn Nørgaard – får lov at skrive personligt om deres gode kammerat, Jørgen, men ingen af teksterne kommer ind til kernen af manden med det smittende engagement. De skøjter hen over overfladen, drypper lidt ungdomsoprør her, lidt Warhol der og justerer med lidt Thomas Mann og en gang Salman Rushdie. Kvalt i gentagelser Modeskribenterne Hanne Dam og Libbie Fjelstrup har til gengæld totalt styr på Nørgaard. De har fulgt ham gennem årtier og kan om nogen dansk designhistorie til fingerspidserne. Men hvorfor fortæller de den fuldstændig samme historie? Var bogens redaktør i Nørgaard, da teksterne skulle redigeres og sættes sammen til en bog, eller forventer hun, at man læser bogen så langsomt, at når man på side 114 kan læse om Nørgaards vilde vinduer – som blev lavet af Susanne Ussing, Morten Flyverbom og Kirsten Dehlholm – så har man allerede glemt, at man fik fuldkommen samme historie på side 57? Man er ved at blive kvalt i striber, butiksindretninger, kampen med rødstrømperne, flowerpowerbluser og Kenzo. Det er ikke alle pointer, der behøver at blive gentaget to, tre, fire gange – heller ikke selv om de er interessante. Bare gå en tur i Nørgaard Teksterne virker, som om de er kastet ind i bogen med en skovl – det samme gør de mange udklip og udriv fra aviser og ugeblade, og det er reelt kun Jes Stein Pedersen, der leverer noget egentlig substans i denne bog, der skulle være en cadeau til Nørgaard, men som snarere er en rodebutik. Det er ikke til at blive klog på, hvad denne bog vil. Men den gør ikke Nørgaard nogen tjeneste – heller ikke selv om han i følge kolofonen selv har støttet tryksagen. Det er nok bedre bare at gå en tur i Nørgaard.