Mágina hedder den imaginære flække, som er rammen om flere af den store spanske forfatter Antonio Muñoz Molinas romaner. I ’Månevind’ vender Molina tilbage til Mágina, denne gang i sommeren 1969, hvor en 13-årig dreng spændt følger den første månelanding, time for time, og i rumrejsen ser den grellest tænkelige modsætning til den lukkede, stillestående, traditionsbundne verden, som han selv lever i. Alene som i et fyrtårn Efterhånden som diverse onkler har giftet sig og er flyttet fra familiens hus, har drengen fået sit eget værelse i husets overetage. Her sidder han alene som i et fyrtårn eller en klostercelle og ser ud over Mágina og op mod Månen, når han da ikke er fordybet i bøger og blade om rumforskning eller travlt optaget af at udforske sin egen foranderlige krops foruroligende mysterier, mens han drømmer om Faye Dunaway i ’Bonnie og Clyde’. Mágina ligger midt i et Stilhedens Hav, hvor alting er, som det altid har været, og hvor de voksne, som omgiver hovedpersonen, ikke har nogen forventning om, at noget nogensinde vil blive væsentligt anderledes. Der er ganske vist kommet fjernsyn til byen, men de fleste huse har ikke rindende vand, indendørs toiletter er en sjældenhed, og i drengens familie er en læreplads som mekaniker et højdepunkt af modernitet og frigørelse. Tætte menneskelige relationer Hvad enten man er bønder eller gartnere, lever man i en fast cyklus, som gentager sig år efter år, og man siger og gør de samme ting dag ud og dag ind og er ekstremt opmærksomme på, om nogen bryder de faste mønstre. Mágina er et fængsel, men også et trygt sted, og Molina skildrer med megen varme og med en stille humor, som aldrig bliver udleverende, de tætte menneskelige relationer i hovedpersonens familie og i byen omkring dem. ’Månevind’ er en slags dannelsesroman, hvor hovedpersonen uden at forlade sit hjem bryder op og gennemlever en krise med den tidlige pubertets voldsomme fysiske og mentale forandringer og føler sig splittet mellem loyaliteten over for sin familie og en skamfuld følelse af overlegenhed: Han ved allerede så meget, som de ikke ved, og han ønsker ikke, at hans liv skal forme sig ligesom deres. Stor psykologisk indlevelse Men han mærker også, at Mágina og de voksne stadig har vigtige hemmeligheder, som han ikke kan gennemskue: Borgerkrigen (eller »den glorværdige opstand«, som fjernsynet kalder Francos oprør mod den lovlige regering) fylder stadig meget i byen, ikke bare i form af de mange lemlæstede, som er en del af gadebilledet, og de mange historier om dræbte, sårede og fængslede, men også i form af mere vage historier, som kun antydes, men som kaster deres mørke skygger ind i rumalderen. Og en gammel uret, som en nabofamilie har begået mod drengens familie, har tilsyneladende bestemt deres senere liv. Molina fortæller med stor psykologisk indlevelse og med et sprogligt mesterskab, som formidles overbevisende af Iben Hasselbalchs smukke oversættelse, om en gammel verden på randen af radikale forandringer, og om en dreng, hvis egen indre rejse er lige så svimlende og perspektivforskydende som astronauternes færd til Månen.