Bør folk, der ikke dyrker sex, i det mindste ikke spise godt?«, tænker den 21-årige Veronika efter sit første måltid i det kloster, hvor hun netop er blevet optaget som postulant, nonneelev. Menuen er gratin og budding med skind på, og bagefter dyppes bestikket i et fad, hvor små fedtkugler svømmer rundt i vandet sammen med rester af sulfoskum. Spørger for meget Hun vænner sig til det, som hun gennem de følgende 12 år vænner sig til livet som benediktinernonne. Ikke at hun har det nemt: Den selvstændighed, der i første omgang får hende til at vælge klosterlivets fred efter en broget barndom og ungdom, gør det svært at tilpasse sig klosterets strenge regler. Hun snakker for meget, spørger for meget, svarer igen. Tænker for meget. »I et kloster støder man meget hurtigt på sine egne grænser«, siger en ældre nonne til hende, og hun svarer: »Det er dér, jeg vil hen, til grænsen, og hvis det er muligt, ud over den«. Hun ser klostret som et signal til den ydre verden: »Se her, det kan gøres på en anden måde, der findes mere end resultater, der kan måles i tal««. Længes efter mænd Hun holder fast, og nonne bliver hun. »Klarheden ved en reguleret hverdag, roen, tidebønnerne i vekselklang med salmesangen: et korset, der kan beskytte én mod sammenbrud«, skriver hun efter fem år. Med masser af anfægtelser og undertrykte protester, men også med glæde, varme og tætte venskaber. Samt misundelse, forfængelighed, sladder og konkurrence, for nonner er ikke engle. Har man spurgt sig selv, hvad der får kvinder til at gå i kloster, finder man mange af svarene i Veronika Peters’ velskrevne og underholdende bog. Lidt lang i spyttet er hun indimellem, og oversættelsen kunne være mindre tysk i tempoet, men det er et sjældent dokument om en ukendt verden, og hun kommer omkring det meste. Også den seksualitet, hun må afsværge. »Jeg drømmer rimelig ofte om at gå i seng med en mand, men aldrig om at vågne op med ham«, skriver hun, og en ældre nonne fortæller, at hun efter 40 år stadig indimellem længes efter en mands opmærksomhed. Tilbage til et normalt kvindeliv Den får Veronika Peters, da en mand ved navn Vince en dag kommer ind i klostrets boghandel, som hun bestyrer. I de kommende to år prøver hun at holde kærligheden fra døren og være tro mod det kald, hun har valgt. Det går bare ikke. En dag pakker hun sine få ejendele og forlader klostret for at vende tilbage til et normalt kvindeliv, og dér er hun endnu, gift (dog ikke med Vince, men med en tysk forfatter) og mor til en lille datter. Hun fortryder ikke, hverken at hun blev nonne, eller at hun holdt op igen. »Jeg har levet, bedt, arbejdet med dem; for det meste var det dejligt og sommetider godt, men det skulle ikke nødvendigvis være for altid«, skriver hun på bogens sidste side.