Enten lever hun et tilknappet liv som umælende vedhæng til den familie, hvis hus hun er sat til at føre, eller også regerer hun rundt med hele menageriet som selvbestaltet førstedame – og et godt øje til husbond. Husbestyrerinden er omgærdet af klicheer så grumme og morsomme som vittighedstegninger – for ikke at tale om Line Knutzons galsindede husfaktotum Oda fra skuespillet ’Snart kommer tiden’, der så dagens lys så sent som i 1998 med en olm Sofie Gråbøl i evig kamp med husets frue om nullermændene – og hals- og håndsretten over dem. En ugift kvinde rykker ind i intimsfæren For selv om erhvervet i takt med landbrugsudviklingen, maskinernes march ind i køkkenregionerne og kvindernes march i den modsatte retning, ud på det fælles arbejdsmarked, synger på sidste vers, hænger fordommene ved endnu. Selvfølgelig også fordi der – i den grad – er noget potentielt uldent ved den anordning, at en ugift kvinde rykker helt ind i intimsfæren hos en fremmed familie. Som ægteskabets tredje arbejdsomme hjul, eller som den enlige (enke)mands nærmeste partner. Hvor går grænserne – og hvem sætter dem? Heldigvis er journalist Helle Juhl, der har skrevet den meget indbydende ’køkkenbordsbog’ ’Husbestyrerinde søges ...’, kongenialt designet i nysselige pasteller, ikke bleg for at sætte fokus på netop dét i sine fine samtaler med ni af landets efterhånden pensionerede husbestyrerinder. Befriende rapkæftet forord Men dyneløfteriet foregår for det første med menneskelig respekt og lune, for det andet er privatlivets rum selvsagt ikke dét, kvinderne her har opholdt sig mest i. For ’Husbestyrerinde søges ...’ er, ud over en række vitale levnedsbeskrivelser leveret i livets sensommer af vidt forskellige kloge koner med arbejdsglæden som fælles motor, et stykke husholdnings- og kvindehistorie fortalt i sidste øjeblik, hvis kilden vel at mærke skal være førstehånds. Lise Nørgaard har skrevet et befriende rapkæftet og personligt forord, mens Helle Juhl doserer sin grundige faktuelle research i appetitlige portioner. Måske behøvede vi ikke p-pillens historie endnu en gang – men skidt. Essentiel har den immervæk været. Slidsomt liv uden navnepilleri Brændekomfur, barnevaski zinkbaljer og rationeringsmærker til langt efter krigens ophør. Jo, der har været noget at se til inde og ofte også ude for kvinderne her. De tog fat, gjorde de, også med roehakker og lugejern. Eller ved telefoncentralen, der blev placeret midt i dagligstuen, så der kunne løbes til og fra. Et slidsomt liv uden megen plads til navlepilleri og vidtløftige drømme står, trods forskellighederne, tilbage som hovedindtrykket af en husbestyrerindes lod. »Hvad er der at fortælle? Det skulle jo bare fungere. Og det gjorde det. Den ene dag efter den anden«, lyder det således fra Ester, der ellers nok havde planer med livet, indtil hun blev enke i en meget ung alder og måtte tjene til dagen og vejen hos en enkemand med fem børn. Overraskende frie liv Mere lyst synes Frida så trods alt at se på sin husbestyrerindegerning, der da også efter få måneder konverteredes til et ægteskab med den fraskilte malermester – og dét ikke blot for økonomiens og den sunde fornufts skyld ... Fridas historie er – målt efter den borgerlige kærligheds succeskriterier – den lykkeligste, i og med at hun, foruden manden, fik de børn, hun ikke selv kunne føde og var med til at bygge det hjem, hun egentlig ikke havde troet på. Men det mest interessante ved ’Husbestyrerinde søges ...’ er faktisk, at der bag fordommene, sladderen, de uønskede graviditeter, gnidningerne i de ujævne forhold, vitterlig også gemmer sig overraskende frie liv, der nok blev bedre end alternativerne: »Mange af mine jævnaldrende var for længst gift og havde fået børn, men det havde aldrig været noget for mig. Jo, jeg har da kendt et par unge mænd, men aldrig mere end til at holde hånd og danse sammen«. Ordene tilhører frøken Jensen, der har resideret små 60 år på godset Kattrup og nydt udsigten til det herskabelige familieliv lige så længe. Og hun har sikkert ret. Det er ikke alle scenerier, man selv behøver at træde ind i. Ej heller ægteskabets!