En ring med en smuk blå safir har siddet på en adelshovmodig kvindes hånd gennem mange år. Hun fik den af sin far som trøst, da en operation for et skræmmende hareskår mislykkedes. En dag tager hun den af og kaster den bort, og ringen kommer ud på en lang vandring, hvor den på mange måder skaber vild ravage, men den hjælper også mennesker til selvindsigt og større klogskab på livet og dets gang. Ringen forvandler Den vigtigste rolleindehaver i romanen er en dværg, Ludvig Ambrosius Larsen, for han har den evne, at han kan få mennesker til at se ind i sig selv, og bl.a. herved får han stor indflydelse på den adelshovmodige nådigfrue. Den er så stor, at hun forvandles til et godtgørende menneske. Ringen vandrer fra den ene til den anden, og vi møder en række meget forskellige mennesker, som alle på en eller anden måde forvandles af ringen, uanset at de kun er i besiddelse af den en dags tid eller to. Arendse og hendes herligheder Vi lærer således bl.a. en bøddel at kende. Han har gennem årene pænt og ordentligt udført de opgaver, han har fået pålagt. Dvs. han har stukket, radbrækket, hugget fingre af mennesker med god samvittighed, fordi han har fået fortalt, at det var Guds vilje og Guds dom, han udførte. Da han får at vide, at straffene ikke kommer fra denne instans, men fra en meget menneskelig konge, forlader han sin gerning og flakker lidt rundt med en soldat, der er på vej hjem fra krigen. Det er en ung fyr, som fabler om en pige ved navn Arendse og hendes herligheder. Han drikker bravt, sover rusen ud på en høj, men han fortæller også den forhenværende bøddel historier fra Bibelen. Ganske troværdigt Den adelshovmodige Susanne Brahe er ulykkelig, men der sker noget med hende, da hun slutter tæt kontakt med dværgen. Den bliver så tæt, at hun flytter ind i hans hytte, og her modellerer hun først figurer, der viser hendes eget forvredne sind, og senere broderer hun på et stort tæppe, Livstæppet. Andre gør det også, og arbejdet med broderierne får de broderende til at se ind i sig, og de bliver alle bedre mennesker. Det er smukt, og det er kønt opbyggeligt, om end ikke ganske troværdigt. Ringen vandrer videre, og efter en tur i tarmen på en lille pige kommer den til at sidde på dværgens finger, og i en sidste dialog taler bødlen, nu smeden, med dværgen om soldaten Johannes, der mistede ringen, som var tiltænkt Arendse, og så, siger smeden, »... går fjolset hen og ødelægger sit liv med den evindelige brændevin«. Og selv om soldatens efternavn ikke nævnes, så tikker navnet Johannes Ewald frem på den indre lystavle. Dværgen er dirigenten Det er en finurlig og opbyggelig fortælling, Vibeke Arndal har skrevet. Den er, hvad der måske fremgået, mere en fantasi over 1700-tallets forhold, mennesker og deres liv, end det er en historisk korrekt beretning. Det lykkes hende imidlertid at få selv en jordbunden læser trukket med ind i sit næsten mystiske univers, hvor dværgen er dirigenten, og mennesker ændrer sig til det bedre, fordi de får indsigt i sig selv.