Paradoksalt nok droppede Martin Lidegaard sine partipolitiske ambitioner, præcis 24 timer før hans nye klimabog, ’Sidste udkald’, udkom. Bogen skildrer konkret og konstruktivt, hvordan Danmark – med de rette politiske beslutninger – sagtens ville kunne skære CO{-2}-udledningen ned til et globalt bæredygtigt niveau og samtidig have en teknologidreven vækst i økonomien. Alle sortseere bør læse bogen og her opdage, at dommedag kan afblæses.
Fuldmægtig frem for minister Men i stedet for at være med til at føre de lyse tanker ud i livet på Christiansborg, er Lidegaard blevet arbejdende formand for bestyrelsen i den grønne tænketank Concito. Han stiller ikke længere op for Det Radikale Venstre til Folketinget, hvor han ellers var et markant medlem fra 2001-2007. Dermed udlever Martin Lidegaard på forunderlig vis, hvad tidligere miljøminister Svend Auken (S) citeres for i bogen: »Hvis man virkelig vil have indflydelse i dansk politik, skal man for guds skyld ikke blive minister. Så skal man blive fuldmægtig i Finansministeriet«. Kendte løsninger Martin Lidegaard, der med bogen ’Sidste udkald’ ellers oplagt kunne kandidere til rollen som en ny tids Svend Auken, bliver nu i stedet en lakmusprøve på postulatet: Hvis han kan gøre en afgørende forskel som formand for tænketanken, vil han underminere sit eget demokratiske ideal om, at det primært bør være politikerne, der præger samfundsudviklingen. Men måske ligger kimen i bogen? I hvert fald bruges citatet fra Svend Auken til at udstille en dyb frustration over, at danske politikere ikke tør træffe de fornødne beslutninger for at bremse den globale opvarmning. Løsningerne er nemlig kendte og teknologien velafprøvet: »Når man nu tilfældigvis er et lille, velorganiseret og rigt land med både knowhow og store erhvervsmæssige potentialer. Hvorfor sker der så ingenting?«. Vælgerne vil ikke have forandring Han svarer selv: Politikerne frygter at støde middelklassevælgerne fra sig. Nutidens politikere forsøger at mene, hvad vælgerflertallet allerede mener om fortidens problemer, i stedet for at udvise lederskab og fortælle vælgerne, hvad de bør mene om fremtidens løsninger. Konsekvensen er, at for meget magt overlades til embedsmænd og en gammeldags købmandslogik. Politikerne efterlades dermed med to – dårlige, men bekvemme – grunde til at forholde sig passivt: Vælgerne vil ikke have forandring, og embedsmændene vurderer, at en halvering af CO{-2}-udslippet vil blive alt for dyr.
Ikke så sloganagtig som Friedman Bogen er let skrevet og minder derved om den amerikanske kommentator Thomas Friedmans nye klimabog, ’Hot, Flat and Crowded’. Begge bøger er skrevet i en tro på, at klimaforandringer kan bremses med ny teknologi, drevet frem af fremsynede politikere og innovative erhvervsfolk. Lidegaard er ikke lige så sloganagtig som Friedman. Til gengæld trækker ekspolitikeren debatten ned på jorden og skriver overbevisende om, at det eneste, der mangler, er modige politikere, der tør flytte vælgerne og overtrumfe embedsapparatet. Med Lidegaards karriereskift er der dog blevet én mindre af dem nu. Måske er det derfor, at der ikke sker noget?