I siger, at den store fortælling er død? I vil have små fortællinger? Det skal I fandeme få«.
Hvorfor skulle Norden ikke oprindelig være blevet befolket af asiatiske nomadefolk, som i tidernes morgen kom susende på skøjter over Nordpolens is direkte fra Kamtjatka til Kirkenes – for så siden at brede sig så langt ud som til Hedeby og Helsinki?
Ideen er fantasifuld, indrømmet. Men dog knapt så søgt som den teori, den er inspireret af: at Polynesien blev befolket af de oprindelige sydamerikanske folkeslag, som kom over Stillehavet – ikke med balsaflåder som Thor Heyerdahls fartøj ’Kon-Tiki’ – men på skøjter!
Så kæk en teori kan man basere en hel bog på – nemlig den næste roman på dansk af Erlend Loe. Jo, nærmest en roman, selv om den er forklædt som dokumentarisk rejseberetning om forfatteren, hans bror og hans venner, under deres virkelige navne, og med fotos af dem trykt i bogen, der også har et udførligt navne- og emneindeks. Næsten som Heyerdahl ville have gjort det.
’L’ hedder romanen, der udkommer på dansk i næste måned. På norsk kom den allerede for ni år siden. Hans nyeste roman er til gengæld mindre end et år gammel, og den udkommer på dansk til efteråret. ’Muleum’ hedder den. Det udtales ligesom ’museum’, bare med ’l’.
Loe har åbenbart L på hjernen, men mere end dét, hvis vi skal tro netop ’L’. Fortælleren dér – Erlend, hedder han – er af generation nummer sjok i historien: Alt er opdaget, samfundet er bygget op, de store fortællinger er slut! Derfor det motto for bogen, som også står over disse linjer. Kan man så overhovedet stille ham et alvorligt spørgsmål? Han har på forhånd værget for sig: Nej, han kan ikke sige noget fornuftigt om det med Norden og ordene.
Men så noget ufornuftigt? spurgte jeg i min mail og skitserede den idé med skøjteimmigrationen over Nordpolen. Mest for at få ham til at tro, jeg havde læst hans bog med den langt mere vilde teori om Polynesien. Den hoppede han på, så nu banker jeg på hos ham, mens jeg tænker, at alle veje fører til Rom, selv Pilestredet i Oslo: På døren står der RoMa.
Men det er nu navnet på det film- og manuskriptselskab, hvor Erlend Loe har kontor. Hele den ene væg er overplastret med en høj bane indpakningspapir med en – tror jeg – dramaturgisk tidslinje og uforståelige hieroglyffer. Udkast til en story-board, måske? Forfatteren, hvis debutroman er blevet til den film, der i år var Norges bud på en Oscar, er selv i gang med et filmmanuskript.
Ensomme og let forstyrrede
»Da jeg blev færdig med ’Muleum’ i sommeren 2007, havde jeg et par filmprojekter, som jeg nu sidder med. Skrive en bog kan jeg kun, når jeg har gået i lang tid med et eller andet stof i hovedet, og det har fået lov at modne – så kan jeg sætte mig ned og skrive. Film er ikke så afhængigt af, at stoffet ligger klar; jeg arbejder ikke så intuitivt med film, som jeg gør med bøger. Men jeg kan godt lide afvekslingen, og i filmarbejdet går man til møder og træffer andre mennesker«.
Fortællerne i dine romaner foretrækker ellers ensomheden – det gælder både ’Doppler’ og ham uden navn i ’Kvinden flytter ind’, for slet ikke at tale om Julie i ’Muleum’, som efter familiens død vil lægge hele verden bag sig.
»Ja, det er vel mest konkret i ’Doppler’, hvor han helt udtrykkeligt ’ikke kan lide folk’ og tager ud i skoven for at slippe fri for dem – men jo også for at beskytte folk mod hans negative indstilling og hans misantropi. Doppler er præget af en indre ensomhed og mangel på fællesskab, men også projektet i ’Naiv. Super.’ og ’Fakta om Finland’ har træk af det; de drejer sig om ensomme og lidt forstyrrede personer, og de er i bund og grund oplevet som monologer, selv om noget kan være fortalt i tredje person. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg har eksperimenteret meget lidt med andre former«.
»Fortællerstemmen skaber en vældig umiddelbarhed, nærhed og genkendelse – og mange læsere ønsker jo, at der skal være størst mulig identitet mellem forfatteren og fortællerstemmen, jeget i bogen. Jo tættere de er, desto mere kraft synes læserne, fortællingen har, og de bliver skuffede, når jeg så siger, at det er en fiktion, det er et greb jeg bruger for at skabe en nærhed og et spil: Hvor forfatteren slutter og fiktions-jeget begynder, kan læseren på en måde ikke vide«.
»Specielt i ’L’ er det ret komplekst, for den udgiver sig jo for at være min egen dokumentariske beretning, med fotos, indeks osv. Men alligevel er det i vældig høj grad fiktion. Begge dele indgår i aftalen mellem min bror og min ven og mig: Jeg finansierede turen, og de fik en fantastisk once-in-a-lifetime-rejse til en ellers utilgængelig ø – vi måtte betale for at få adgang. Og til gengæld gør jeg med dem, hvad jeg vil. Jeg tillægger dem de replikker og tanker og handlinger, jeg vil«.
Men de har virkelig været der, på øen Manuae midt i Stillehavet: »Der foregik jo ikke meget, der var værd at skrive om, vi sad der bare og snakkede og drak øl og spiste. Og jeg kan godt sidde her hjemme ved Bislett-rundkørslen og skrive dialoger i Stillehavet, men hvis vi rejser derud, må der nødvendigvis opstå en del situationer, samtaler, indfald osv., som trods alt er bedre end det, jeg kan sidde og hitte på. Og det virkede. Jeg skrev ikke noget af bogen derude, men jeg noterede en masse og tog hjem og brugte så et år på at skrive det stof igennem. I dag er jeg ikke så optaget af det spil, men dengang tiltalte det mig vældigt, en slags fake dokumentarisme, men baseret på, at vi faktisk havde været der og taget billeder«.
Fællesskab er fortid
’Vi som ikke byggede Norge’ hedder det indledningskapitel i ’L’, som forklarer trangen til at øve store bedrifter ligesom Heyerdahl & Co. Hænger denne slukørethed over at leve i uheroiske tider specielt sammen med det norske – eller ligefrem de nordiske – samfund?
»Mine første tre romaner – ’Kvinden flytter ind’, ’Naiv. Super.’ og ’L’ – handler jo meget om det at finde sig til rette i et samfund, der nærmest fungerer perfekt: Er der noget, der behøver at udvikles og forbedres, eller skal man bare udfylde allerede eksisterende roller? Jeg opdagede, at den generation, jeg tilhører, aldrig blev voksen, vi trak det ud, og det var helt acceptabelt bare at stå på snowboard i to år, hvis man havde lyst, eller at begynde forfra som 35-årig. En konsekvens af at bo i et så godt opbygget , i lange perioder socialdemokratisk, samfund er jo, at der kan opstå en slags træthed, så livsglæde og det personlige initiativ smuldrer væk, når man alligevel kan lade sig falde og altid blive grebet og taget godt imod«.
»Det er en kompleks diskussion, for jeg vil jo ikke tilbage til et fattigt og hårdt mangelsamfund uden velfærdsordninger. Men nogle konsekvenser af de ordninger kan man se på blandt andet min egen generation. Jeg føler egentlig ikke noget fællesskab. Jeg er vokset op med flotte historier fra mine bedsteforældre om en vældig stærk fællesskabsfølelse i 1950’erne, hvor de virkelig hjalp hverandre – det er mit indtryk: Nu bygger vi lidt på mit hus, og så bygger vi på dit, og så hugger vi brænde til dig, og så til mig osv.«.
Men generationen indimellem – dine forældres og min egen – havde jo i årene omkring 1969, hvor du blev født, store politiske visioner – eller illusioner – om fællesskab. Har det stået i vejen for en lignende optimisme i jeres generation?
»Jeg tror nok, at mange af os, der var børn dengang, oplevede at det egentlig ikke kun handlede om idealisme og flothed og store visioner, men også om helt almindelige menneskelige relationer, praktiske problemer og kærlighedsforhold. Nej, de store ord smeltede nok lidt og forsvandt. Jeg gik meget med i demonstrationer som barn, men jeg er ikke længere særlig modtagelig for den slags løsninger. Jeg tror jo på næsten ingenting«.
»Tidligere generationer har virkelig troet på en idé og opbygget et system, der opfanger omtrent alle, som havner udenfor. Det handlede om helt grundlæggende ting, sygedagpenge, orlov, tryghed hvor det ikke før havde eksisteret. Alt det tager vi i dag for givet, så nu alt er vendt om: Tryghed har vi nok af, nu skal vi have materielle goder! Og det er jo næsten grænseløst, hvad vi kan anskaffe os, i så relativt rigt et land som Norge eller Danmark. Den type egoisme og ... ublu skilten med et pengeforbrug, som var uhørt for bare få år siden, det er i dag helt accepteret! Det gælder i høj grad min egen generation, men også jer i tresserne med de store friværdier. Men ingen aldersgrupper lader til at have et ædrueligt forhold til det, måske lige undtaget de årgange, der nu er ved at dø, og som har oplevet fattigdom og krigens mangler som børn. De har stadig skrækken i sig, samlerinstinkterne«.
Politisk skizofreni!
Så Norden er bare ét stort forbrugersamfund?
»Ja, det er det jo stort set. Traditionelt skulle man tro, at venstrefløjen, i Norge altså Arbeiderpartiet og måske Sosialistisk Venstreparti, ville stå for lidt mere mådehold, men det gør den helt åbenlyst ikke! Jeg bor selv i et villakvarter ved Ullevål Stadion, ti minutter på cykel herfra, som ifølge valgstatistikkerne har en af landets højeste procentdele af vælgere, som stemmer på Sosialistisk Venstreparti. Men der findes ikke et parcelhus dér, som du kan købe for mindre end 7 millioner. Total politisk skizofreni!«
Den selvironi og sorte humor, dine bøger er fulde af, er vel en reaktion på det?
»Jeg har aldrig siddet med et katalog over virkemidler og tænkt: Hvilken skal jeg nu vælge? Jeg er bare begyndt at skrive. Men jeg kan da godt se, der ligger en ironi i bøgerne, og jeg synes nu, det er et ekstremt forsonende træk ved mennesker, hvis de kan se sig selv med en vis distance! Meget af det, jeg selv sætter pris på af film og litteratur, har også elementer af det. Men det er jo egentlig ikke noget nyt, at overskudssamfund, der nærmer sig toppen – altså før det begynder at gå galt! – udvikler en vis dekadence, og på en måde er selvironien et aspekt af dekadencen. Og selv om det er svært at tale om Norden som en enhed, så giver det sig nok særlige udslag her«.
»Min morfar, der døde for tre år siden, kom fra familieforhold, hvor man egentlig ikke snakkede med hinanden. Man var ude og passe sit arbejde på gården og i skoven, og ingen sagde noget – der var stille. Snakkede man om noget, var det pølse og kaffe, kreaturerne og skoven, i hvert fald ikke hvad man følte og tænkte og troede! Det samme ser man fra Finland og Sverige, i Torgny Lindgrens bøger eller Aki Kaurismäkis film: Når den tavshed konfronteres med det moderne og med det absurde, så tager det jo en anden retning, end hvis vi havde været spanske eller franske. Her er vi inde på meget store generaliseringer, men for mig er det naturligt at tænke, at det skyldes vores nære fortid som bondesamfund«.
Når naturen kalder
Er det dette bondesamfund eller noget endnu hårdere, Loes romanfigurer søger ud til i deres komiske, men alligevel overbevisende fortvivlelse? Mange danske læseres første møde med Loes forfatterskab var den lakoniske besked, ’Doppler’ indleder med: »Min far er død. Og i går tog jeg livet af en elg«. Er det i sorgen, at naturen kalder?
»Naturen er forbundet med en slags billede af en idealnordmand, som næsten bliver et supernationalistisk og komisk forbillede: Du drager ud på ekspeditioner, hvor andre går til grunde, og du ikke bare overlever, men vender hjem med bidrag til menneskets viden og har sat landets navn på verdenskortet. Den forestilling lever endnu, tror jeg, når jeg ser, hvor mange der f.eks. dyrker ekstremsport, familiefædre på min egen alder ... Et af de mest populære tv-programmer her er med Lars Monssen, en mand der med sin hund rejser alene rundt i vildmarken i en måned uden at have mad med hjemmefra – han fanger den selv!«
»Når jeg er i lande med en stærkere familiestruktur end vores, så bliver jeg hurtigt nervøs. Hvornår er man alene i Portugal? Man får indtryk af, at de mennesker foretager sig alting sammen, altid. Det fremstår for mig nærmest som et mareridt. Her er det på en måde omvendt: Hvis en norsk søndagstur skal være vellykket, så møder man ingen mennesker! Så har man det allerbedst: Åh, vi var en hel uge på fjeldet, og vi mødte ingen! Det er på en måde idealet«.
Danskernes søndagstur går vel snarere hen til bageren ...
»Ja, netop. Men I har jo mere af det kontinentale end vi, og I har stort set ingen uberørt natur. Men der tror jeg, nordmænd, svenskere og finner har en del tilfælles. Den finske forfatter Kari Hotakainen fortalte mig engang om en mand, der er taget ud i sit sommerhus alene og så hører en lyd, som om døren går – og hans første tanke er: ’Jeg håber da for Guds skyld ikke, der kommer nogen!’ Dét er den grundlæggende holdning«.
Før danskernes konditorvaner har bragt os helt uden for det gode selskab af nordiske enspændere og særlinge, prøver jeg at få samtalen tilbage i sporet: de nordiske litteraturers eventuelle berøringsflader?
»Da jeg boede i Danmark, læste jeg en del danske bøger, men jeg følger ikke nok med i de andre landes litteratur til at gøre mig klog på fællestræk. Svenske Torgny Lindgren synes jeg er stor – en ekvilibrist med et helt fantastisk greb. Helt ud i det absurde, uden at gøre noget nummer ud af, at det er absurd! ’Pölsan’ for eksempel, er en fantastisk bog, ’Dorés Bibel’ ligeså. Jeg opdagede ham først for et par år siden, men han er på en måde et forbillede – så enkel og samtidig så let«.
Påvirket af traditionen
Og den fælles nordiske tradition fra Holberg og Wessel over Brandes og Ibsen og videre?
»Selvfølgelig er jeg påvirket af traditionen. Knut Hamsuns bøger var jeg enormt, lidenskabeligt optaget af som 20-årig. Af danske har jeg på et tidspunkt ivrigt læst Leif Panduro og Hans Scherfig, de stod på reolen derhjemme, og det var en utrolig lettelse at møde den humor, Panduro havde, når han var bedst – helt forbilledlig: Det er omtrent dér, jeg gerne vil være, tænkte jeg. Nej, jeg bilder mig jo ikke ind, at det bedste, der er skrevet, er det, der skrives i dag. Den litterære tradition er næsten som en stor værktøjskasse, man kan forsyne sig frit af. Jeg vil gerne læse værkerne, men jeg er totalt uinteresseret i teorier om traditionen og analyser af hvorfor og hvordan«.
Jeg opdagede, at den generation, jeg tilhører, aldrig blev voksen, vi trak det ud, og det var helt acceptabelt bare at stå på snowboard i to år, hvis man havde lyst, eller at begynde forfra som 35-årig.
fortsæt med at læse
