Sif og Aramiel er to børn i mysteriealderen med en mission. De overvinder farerne og småskændes undervejs. Det går helt efter mysteriehåndbogen i Cecilie Ekens tempofyldte serie om ’Den Sorte Safir’. Næsten. For underlaget er sand, og begivenhederne rækker langt ind i fantasiens verden. Knallerten er afløst af kamelen. Og noget, der er større end politivedtægten, styrer begivenhederne. Fyldigt sprog Halvvejs igennem historiens seks bind er der ingen mathed at spore i ’Neibars oase’. Historien er ligefrem som en rendegraver. Sproget er fyldigt. Kompositionen er elegant. Og børnene færdes uden blusel i magi og sandstorm. Det er stadig jagten på Den Sorte Safir, som driver værket, og forfatteren holder alle døre åbne for, hvem der egentlig er til at stole på. Og hvorfor ikke. Pigen Sif, der kan ændre skikkelse, spiller hun med åbne kort? Med enkle midler skaber Cecilie Eken et originalt landskab, der ser præcis ud som på Claus Rye Schierbecks sandfarvede illustrationer, der indfanger både solflimmer og stemninger. Der er fyldt med (bange) anelser i Safir-bøgerne. Der er stadig mangt og meget oppe i forfatterærmet. Nu ender det vel godt? Eken taler flere sprog Aramiel er vendt tilbage fra dødens venteværelse. Han så Dødens Engel ind i øjnene, og han bliver aldrig sig selv igen. Der er udvikling og tankegods foruden elementær spænding i historien. Cecilie Ekens forfatterskab er ikke omfattende, men hun har været mange steder. I folkevisens tid. I eventyrets. Hun har skrevet om magi på villavejen, rimet vovet og digtet som Homer. Sidste år kom billedbogen ’Mørkebarnet’, der er udformet som en sonetkrans. Og det lykkes! Cecilie Eken taler flere sprog.