Roy Jacobsen er en forfatter, der udvikler sine historier langsomt. Poetiske sekvenser, tænksomme digressioner er indlejret i fortællingen, der snegler sig af sted. Han er en vældig god fortæller – på trods af at plottet ikke er hans primære fremdrift. Nu har han skrevet en krimi, ’Marions slør’. Ikke en effektiv krimi Så skulle man tro, at han havde problemer. Det har han da også i sin krimi, der sætter etniske fordomme og politisk korrekte holdninger i nordmændenes Norge op mod hinanden. Men man kan jo også være ligeglad med genrebetegnelsen og indstille sig på, at dette ikke er en effektiv krimi, man skal læse med hjertet oppe i halsen af spænding, men en bog om tilsløring, afsløring og opklaring på et plan, der ikke primært har at gøre med gennemførelse af et plot. Måske et æresdrab Historiens udgangspunkt er kort fortalt, at en hemmelig efterforskningsgruppe i politiet er sat til at bekæmpe etnisk relateret kriminalitet. Gruppen rummer lederen McNaughton, hans kronprinsesse Marion samt Reza og William, begge med anden etnisk baggrund. Den sidste har ændret sit navn og er blevet den norskeste af alle nordmænd. Det er den anden så ikke helt. Da der dukker et lig op af en smuk, ung pakistansk kvinde, liggende som et kunstværk i en glascontainer, tilsløret og med en hånd hugget af, bliver gruppen sat på opgaven. Er det æresdrab, fordi Nasreen havde en norsk kæreste, aldrig gik med slør og var studerende? Ingen af delene var hendes familie vilde med. Eller er det indvandrerfjendtlige, racistiske grupper, der vil statuere et eksempel? Genkendelse spærrer vejen To måneder efter finder man en hånd med Nasreens ring på. Det er bare ikke hendes hånd. Så må der være to lig og en forbindelse. Et tredje lig af en ung kvinde dukker op, smukt arrangeret i trækonstruktionen under en skihopbakke. Hun har begge sine hænder, men håret er arrangeret som et slør over ansigtet – og i øvrigt har hun også været frosset ned. Da to mandelig også dukker op, med og uden hånd, er efterforskningsgruppen ikke lykkelig. Hvad dette umulige stof sætter Roy Jacobsen i stand til er at afsløre en tænkning om problemerne, der er langt vigtigere end selve opklaringen. Romanen varierer McNaughtons uafladelige udsagn om, at »for voksne mennesker står genkendelse i vejen for opdagelse«. Genkendelse spærrer vejen for det nye – dét, der ligger lige for øjnene, som man ikke kan se på grund af vanetænkning og fordomme om f.eks. etnicitet og religion. Fordommenes slør og korrekthedens vildfarelser Eller som man ikke kan se på grund af politisk korrekthed! Det er den dobbelte pointe i romanen og dens historie om den arbejdsbesatte politikvinde Marion, der er fraskilt mor med en teenagesøn, hvis ungdomssprog indfanges sammen med politijargonen på Marions arbejdsplads. Jeg er en stor beundrer af Roy Jacobsens slow prose, allersmukkest udført i hans roman ’Frost’ om en mand på flugt – et eviggyldigt litterært tema, han lader udspille sig i sagatiden.
Hans dvælende, undersøgende stil er mindre velegnet til en krimi – i hvert fald til vores forestillinger om genrens fasthed og gennemførelse. Men uanset hvad får den fat i én. Den handler om vigtige ting. Fordommenes slør og den politiske korrektheds vildfarelser.
