Bagvendt, kan man vel godt kalde Dorthe Nors’ forfatterkarriere. I hvert fald lagde hun modigt ud med de store armbevægelser og en kærlighedshistorie af eventyrlige dimensioner, da hun debuterede med Århus-romanen ’Soul’ i 2001. Siden er romanerne – ’Stormesteren’ fra 2003 og ’Ann Lie’ fra 2005 – blevet mindre og mindre i omfang. Og nu tager Nors så hul på novellen, den bette af bare 5-10 siders længde, i samlingen ’Kantslag’. Det ensomme menneske Tematikken? Det overordnede greb? Øh-bøh, noget med det ensomme menneske, det forladte eller efterladte menneske. Ikke at ensomheden er ubrydelig eller ubetinget af det onde her – eksempelvis finder en kvinde og en mand fælles fodslag i novellen ’Den store tomat’, og i ’Hos frisøren over for møntvasken’ er der ansatser til en art, om ikke venskab, så bekendtskab, den tilflyttede og den lokale frisør imellem. Små, tavse og præcist beskrevne tilløb, såsom en sandwich, der bare lige bliver smurt af hushjælpen til cykelbuddet, sådan uopfordret og helt uden for nummer eller en fælles smøgpause, nappet (endnu) en stille dag i salonen. Eller også – hvad angår den ikke ubetinget ulykkelige ensomhed – beskrives stilheden, som en ung, forelsket kvinde opsøger den i den tilgroede krog af kirkegården, så subtilt, at kvindens selvvalgte enegang forekommer skiftevis livsalig og liglugtende syg. Mor, mormor og moster Ellen Men så er der også den almindelige form for forladthedsfølelse, der vælter frem som et tordenbrag, længe efter, at kærestens farvel slog ned som et iskoldt lyn, (’Svævet’), eller efterladthedsfølelsen, der melder sig, når man ligger alene på teenageværelset med hans spyt i ansigtet og en spænding i maven, som pigen i åbningsnovellen ’Kender du Corri?’. Temperaturen svinger fra kuldslået, knap realisme til en virkelighedsafrapportering af mere mytisk og som sådan varmblodet karakter. Et sted i mellemområdet befinder sig den grumme og måske mest prægnante novelle ’Mor, mormor og moster Ellen’, hvor et monstrøst kvindemenneske kaster skygger hen over et par generationer med sin afstumpede og utidige opførsel. Som da barnebarnet omsider overtales til at hjælpe hende bukserne på efter et toiletbesøg, og gamlingen triumferer: »Jeg har bar numse under kjolen«. Og det er endda et af konens absolut mere uskyldige påhit ... Hop i den elastiske novellegenre Jo, der er så afgjort noget at komme efter i Dorthe Nors’ noveller. Dog er vi – hvad angår originalitet og langtidsvirkende chokeffekt (endnu) ikke på omdrejningshøjde med hverken Adda Djørup (’Hvis man begyndte at spørge sig selv’) eller Naja Marie Aidt (’Bavian’). Men litterære karrierer kan som sagt gå utraditionelle veje. I Dorthe Nors’ tilfælde skal forfatteren måske bare blive på stedet og tage endnu et par hop i den elastiske novellegenre. Den kan tåle det.