Det er et almindeligt greb, når man vil rode op i noget snavs, som man dog heldigvis selv ikke har andel i, at bedyre, at man ikke gør det for at hænge nogen ud, men for at vi alle kan blive klogere og tage ved lære.

Jeg synes nu ikke, man bliver så meget klogere af historien om den danske forlagsmand og digter Ole Wivel og hans ungdoms vildfarelser, som nu har givet anledning til et sobert journalistisk referat i Informations-journalisten Anita Brask Rasmussens bog ’Hånden over Ole’.