Det er en fornøjelse at lade sig provokere af Sven Burmesters store slag i bolledejen.
Hans fortrolighed med tre af verdens mægtigste kulturkredse, hans beherskelse af arabisk, kinesisk og engelsk og livslange tilknytning til USA, Kina og Egypten giver ham et helt specielt grundlag for at udtale sig om intet mindre end hele verdens fremtid. Første del af bogen handler om halvmånen og sværdet. Islam får læst og påskrevet. Den islamiske verden er en historisk blindgyde. »Østasiaterne gør det rigtige, muslimerne det forkerte ... den islamiske sjælefred er uforenelig med økonomisk fremgang«. Polemikken er skarpest og mest dagsaktuel her. »Vi har ikke et ’indvandrer’-problem i Danmark, men et muslimsk problem«. Lige så hård og kontant Burmester er over for islam, lige så positiv og sympatisk indstillet er han over for Kina i bogens længste del. Men hvad foregår der bag facaden hos kineserne? »Det er det store spørgsmål, og som udlænding vil man altid kun kunne gætte på, om der bag smilet, venligheden og hyldesten til regimet ligger nøjagtig den samme frihedstrang og hævden af rettigheder som hos enhver vesterlænding«. Den sidste og korteste del er den mindst interessante, fordi den – med rette – fejrer os selv. »Vi er ikke ufejlbarlige, men vores model er bedre end deres«. Resten af verden med Indien, Afrika og Latinamerika afskrives. »De vil ikke få indflydelse på verdensudviklingen«. Det evige Kina At banke muslimerne oven i hovedet med deres bekymring for et godt liv efter døden og apatiske mangel på udvikling inden døden er ikke ligefrem en ny opfindelse. Og forklaringen på det asiatiske ’mirakel’ i den elitære, konservative og materialistiske kungfutsianske kultur har vi set før. Det er de interessante sammenligninger af de tre kulturkredse, baseret på førstehåndserfaringer sammenholdt med stor historisk viden, som gør bogen spændende. Forskellen mellem islam og Vesten er langt mindre end mellem Vesten og Kina. I forhold til Kinas kungfutsianisme er islam og kristendommen to udgaver af samme mellemøstlige nomadeovertro. Vi har bevæget os et stykke af vejen mod sekularismen, men det største land i vores lejr er stadig Guds eget. Burmester er selv fuldstændig klar over, hvor grove hans generaliseringer er. Men overdrivelse fremmer forhåbentlig forståelsen. Jeg har det fint med, at Burmester klart melder ud, at han anser vores vestlige civilisation for den overlegne og bedste til at opfylde menneskelige behov. Her og nu må man dele Burmesters dybe pessimisme for befolkningerne i de islamiske lande. Deres elendige ledere giver ikke anledning til megen optimisme. Under den livlige polemik lider analysen i ’Fred og fare’ dog, efter min mening, af, at selve begrebet ’civilisationer’ er dybt problematisk. Ideen er, at ét menneske kun kan tilhøre én civilisation, hvortil nobelpristageren Amartya Sen bemærker: »Håbet om harmoni i nutidens verden ligger i høj grad i en klarere forståelse af den menneskelige identitets mangfoldigheder, og i erkendelsen af, at de kan gå på tværs af hinanden og modarbejde en skarp opdeling langs et enkelt, stivnet grænseskel«.
