0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bedstefars verdenshistorie

Det er et oplysningsmenneske, der taler, når E.H. Gombrich fortæller verdenshistorie for unge læsere. Voksne kan sagtens læse med.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mon ikke de fleste gerne ville være med på en lytter, hvis en vis, gammel bedstefar, måske sådan en rigtig professortype med skæg som julemanden, begyndte at fortælle om verdens historie?

Jeg tror det, og den gode nyhed er, at det sagtens kan lade sig gøre, og at det er hip som hap, om man er barn eller voksen, for bedstefar fortæller, så alle kan være med.

Bedstefar er E.H. Gombrich, den berømte kunsthistoriker. Hans pædagogiske perle af en verdenshistorie foreligger nu på dansk, og det er en pragtfuld bog. Oprindeligt skrevet til børn og derfor levende fortalt. Dertil gennemsyret af den lærdes fornemmelse for historiens lange linjer og knudepunkter.

Et overblik, som store børn og gymnasieelever, der netop nu sveder over historiepensummet, bør kaste sig frådende over. Mere opbyggelig godnatlæsning end Gombrichs guldkorn er svær at komme på. Hvorfra kommer vores forestillinger om det gode, det sande og det smukke? Hvorfor blev de skrækkelige religionskrige udkæmpet? Hvorfor var det begyndelsen på noget fantastisk, at fønikiske købmænd begyndte at bruge bogstaver?

Oplysningens ild
Gombrich, der er mest kendt for sit standardværk ’Kunstens historie’, fortæller sin verdenshistorie i løbet af fyrre kapitler. Forbilledet er eventyrets ’Der var engang’. Snart er han nøgternt beskrivende, snart subjektivt kommenterende. »Mennesket har altid drømt om en ’guldalder’, men nu hvor en sådan gylden tid næsten er blevet en realitet for rigtig mange, vil ingen indrømme det«.

Det er et oplysningsmenneske, der fortæller. En kulturkæmper, der brænder for at få sin tilhører til at forstå, hvor fuldstændig afgørende det er, at menneskeheden fik tændt oplysningens ild. Gombrich er vedholdende optaget af fremskridt og tilbageslag for den frie tænknings muligheder, for frihed og tolerance. Han noterer hver eneste gang, hvor afgørende det var, at diverse erobrere passede på de kulturgenstande, som fortidens folk havde skabt. Eller omvendt: hvor tragisk det var, når noget gik tabt.

Om de gamle grækere hedder det, »at de blev bærere af den største magt der nogensinde har eksisteret, den magt man kalder græsk eller klassisk dannelse. Ved du, hvad der var denne magts fæstninger? Bibliotekerne. I Alexandria fandtes der for eksempel sådan et græsk bibliotek, der hurtigt nåede op på 700.000 bogruller. Disse 700.000 bogruller var de græske soldater, der nu skulle erobre verden. Og dette verdensrige eksisterer stadig«.

Om Alexander den Store hedder det, at hans tilnavn var berettiget, fordi hans erobringer var båret af drømmen om alle folks enhed i et fælles rige præget af den græske dannelses værdier.

Seks uger
Gombrich fortæller, så det er en lyst. Om ridderen på sin ensomme borg, om opkomsten af de første store byer, om krudt fra Kina og verdens åbning mod vest med Christopher Columbus ved roret. Om dengang folk var tynget af tro i en verden, de troede var magisk, og om regnekunsten, som var det virkelige tryllemiddel, fordi den gjorde mennesker i stand til at forudsige kometers baner på himmelbuen – og alt muligt andet – med stor præcision.

Det er en europæisk verdenshistorie, Gombrich har skrevet, så lad ham lige få lov at minde om, hvordan en oplyst europæer fra 1700-tallet tænkte: Børn skal have prygl; unge piger, der knap har nået puberteten, skal giftes bort til mænd, de slet ikke kender; bonden er kun sat i verden for at arbejde og skal gøre det uden at kny; tiggere og landstrygere skal piskes offentligt og lænkes til markedspladsen til almindelig spot; tyve fortjener at blive hængt og mordere at blive hakket i stykker; hekse og andre troldfolk skal brændes; man skal forfølge anderledestroende ...

Når ’Gombrichs verdenshistorie’ er så klar, skyldes det, at den blev skrevet på seks uger! Dengang var han 26 år og arbejdsløs. Siden gennemlevede han en pæn portion verdenshistorie blandt andet som jødisk flygtning i London. Gombrich var over 90, da han redigerede sit langtidsholdbare ungdomsværk til den foreliggende udgave, som hans barnebarn Leonie Gombrich har skrevet forordet til.

I et efterord korrigerer forfatteren, der var ni år, da Første Verdenskrig sluttede, de få eksempler på overdreven optimisme, som hans ungdomsværk rummede. Her kommer Hitler (og Stalin) ind i billedet. »Jeg tog fejl, da jeg troede, at oplysningstidens idealer ville være et værn mod tidligere tiders brutalitet«, pointerer den gamle mand manende, det, han anså for utænkeligt, skete i hans egen levetid.

Grundtonen i hans fortælling er og bliver dog optimistisk, og sådan skal det være, når en bedstefar fortæller! Så skal selv Hitler ikke have lov at ødelægge følelsen af, at det – trods alt – er gået fremad: »Det bedste ved verdenshistorien har for mig altid været, at den er sand, at alle disse mærkværdige ting har været lige så virkelige som du og jeg er i dag. Desuden er der set ting der er endnu mere eventyrlige og beundringsværdige end noget, man nogensinde havde kunnet finde på«.

Tak for historien, bedstefar. Og tak til Helle Vibeke Jensen for de fremragende illustrationer, som hver især er små kunstværker.

(Læs mere om Gombrich på Bibliopatens blog)

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce