Tiden er post-Stieg-Larsson. Med sine tre kriminalromaner har han uomtvisteligt sat en ny standard for genren, der fordrer, at samtlige litterære parametre er toptunet, selv om det er krimi, vi taler om. Konsekvenserne? At tidens udspil uundgåeligt vurderes i lyset af hans kraftpræstation. Det gælder også for norske Anne Holt, hvis stribe af krimier udgivet siden 1993 har sikret hende en stor, trofast læserskare i Norden. Hendes nye roman ’1222’ er en Agatha Christie-inspireret fortælling, der udspiller sig på et fjeldhotel, hvor hen ved 200 mennesker uhjælpeligt er sneet inde. En tam Christie-kopi Hotellets gæster har ikke tilbragt én nat i de bløde senge, før myrderierne tager fart præcis som i Christies ’Ten Little Niggers’ fra 1939 (’Ten Little Indians’, amerikansk udg. 1940). Heldigvis er den tidligere kriminalinspektør Hanne Wilhelmsen på pletten. På grund af et skuddrama to år tidligere sidder hun lænket til en rullestol, hvorfor hun i begyndelsen kun modvilligt tager teten på udredning af mysteriet. Men da hoteldirektøren Berit Tverre, lægen Magnus Streng og den høje, lækre fjeldentusiast Geir Rugholmen tilbyder at sekundere, genfinder hun langsomt sit analytiske håndværk. Barbariet på hotellets indre linjer akkompagneres af trusler udenfor, hvor en orkan arbejder på at flå bygningen fra hinanden. Og mens alle venter på evakuering, hober ligene sig op i hotellets kolonialrum. Holt spiller ikke blot fallit sammenlignet med Larsson. Hun leverer tilmed en lidet overbevisende Christie-kopi. Man keder sig hurtigt sammen med figuren Hanne Wilhelmsen. Og hvor meget Holt end forlener hende med humoristisk selvdistance, er der ikke mange formildende træk ved den bitre madammes næsten karikeret afvisende adfærd. Aftvinger ærkeengelske Miss Marple en vis respekt med sin snusfornuft, bliver Hanne Wilhelmsen en tam kopi, der kontekst og tid taget i betragtning faktisk nærmer sig anakronismen. Fedtfattig kost til de hungrige læsere Wilhelmsens begrænsede, fysiske aktionsradius – grundet rullestolen – sætter endvidere på mærkbar vis tempoet for fortællingens fremdrift. Der sker ikke særlig meget, for at sige det lige ud. Et stigende antal mennesker myrdes eller dør ganske vist under mystiske omstændigheder, men det får ikke læserens puls op og banke i det røde felt. End ikke det forhold at personerne helt bogstaveligt er indespærret på grund af snemasserne, og stormen omsættes til stemningsskabende element i den klaustrofobiske ende À la Ondskabens Hotel. Og når Hanne – ganske som i forlægget – afslører morderen for de måbende masser, sammenkaldt i stuen til den store finale, sidder man med en udpræget følelse af antiklimaks. Undervejs kastes der nemlig så fedtfattig kost til de hungrige læsere, at kun de mest dedikerede lokkes til selv at gætte med på, hvem skurken mon kan være. Og plottet? – en tam lille slipvind uden synderlige lugtgener. Måske er det unfair at rive Holt og andre af Nordens krimiforfattere Larsson i næsen. Manden er død og kan derfor ikke fejle med en halvdårlig opfølger. Men er et intelligent plot, vendt i kritisk samfundsindsigt og menneskekendskab forløst med kvalificeret sproghåndtering for meget at forlange?