Du åbner lige så forsigtigt døren ind til 6. c: 10 væltede stole.
En grøn tavle, hvor der står ’Fuck dig!’. Tre-fire elever sidder pænt på deres pladser, mens resten – ja, hvor fanden er resten henne? Du stiller dig oppe ved katederet og afventer. Fem minutter senere kommer seks drenge brasende ind; et par autister begynder at krybe ud af bogskabet; senere svinger et dampbarn sig ned fra gardinerne … Velkommen i den rummelige klasse! Hvad gør du: Råber på rektor? Bryder grædende sammen? Tænder en smøg og siger: »Fuck jer!«. Hvorefter du forlader klassen, og 10 minutter senere den danske folkeskole – for ever!Vi er jo mennesker Åh jo, der har været dage (og jeg ved, hvad jeg taler om), hvor man ville ønske, man havde været Paprika Steen i Ole Bornedals film ’Vikaren’ – kort sagt: en fra det ydre rum – der bare kan det der med at styre en flok pubertetsbefængte, forkælede møgunger. Men nu er vi jo mennesker. Ja, selv børn er mennesker – sådan da. Og som sagt: Hvad gør du? Hvordan lærer man som lærer at styre for vildt? »Hold ud – stå fast – og vind«, lyder et af mange råd i en ny bog – lad os kalde den håndbog i overlevelse – der udkom her ved skolestart i august. På forsiden af bogen er der et billede af en smilende pige i tyverne; hun står sejrssikkert foran tavlen med et par blå læsebriller i sin højre hånd. Det er måske forfatteren? Slår man op på side 6 (slå op på side 6, for helvede!), bliver det klart, at forfatteren nok er kvinde, men født i 1936: Ragnhild Bach Ølgaard. Okay, tudsegammel! Pensioneret. Hende kan vi ikke være på fornavn med. Børn skal roses Af samme grund kunne man have håbet, at fru Ølgaard var af den gamle skole. At hendes bedste råd til nye lærere var, at elever skal have bank – i det skjulte – og at fru Ølgaard i det hele taget gik ind for skideballer: Skæld ud – giv tæsk – og vind! Ganske vist skriver hun, at »Elever skal gøre, hvad læreren giver dem besked på«, og at »Ingen elev må nogen sinde få succes«, men tilføjer så »hvis han/hun gør noget, du ikke ønsker«. Fru Ølgaard går faktisk så vidt, at hun mener, at børn skal roses. Ud over råd giver hun også eksempler på situationer, hvor der har været konflikter, men hvor hun har holdt hovedet koldt og hjertet varmt – og vundet. Kom til tiden. Gør din skoletaske til et omvandrende kontor. Reagér som en klapperslange. Gør dig umage. Smil for satan, for det er dig, der er på … osv. Ingen tvivl om, at fru Ølgaard ved, hvad hun taler om. Også selv om man kan være uenig med hende: »Børn er dybest inde, som de altid har været«. Her kunne vi nok tage en sociologisk-psykologisk snak om senmodernitetens børn. Bogen unddrager sig enhver teoretisk tilgang til det at undervise i dag, men er – ud over at være 50 kroner for dyr – praktisk og snusfornuftig god. Lige til at gå til. Og så bare et forslag: Hvorfor ikke også skrive en håndbog til de moderne forældre? I en tid, hvor forbrugerfar og forbrugermor lader deres barn skifte skole hver anden dag (hvis de ellers ikke pudser advokater på sagesløse lærere), så synes der at være hårdt brug for en fru Ølgaard til at tale rent ud af posen. Måske med en titel a la: ’Få styr på jer selv og jeres barn. 100 gode råd til hysteriske forældre’ …
