Det var en flot sommerdag i juni 2003. Min kone og jeg spadserede på en af de stille gader i Berlins Mitte, da to kæmpestore Mercedeser kom sejlende igennem gaden og lagde til ved en knejpe. Ud af bilerne myldrede et antal bøst udseende sikkerhedsfolk samt ingen ringere end Joschka Fischer, Tysklands daværende udenrigsminister, der susede ind på den tilsyneladende ret ydmyge beverding. Måske på vej til et vigtigt politisk møde, eller måske til et rendezvous med en af sine gamle venner fra græsrodsbevægelsen, det aner jeg ikke, men jeg udelukker helst ingen af mulighederne. Oplevelsen bekræfter nemlig mediebilledet af Joschka Fischer som et socialt amfibievæsen, der er i stand til at begå sig i – og bygge bro mellem – de forskelligste miljøer. På de bonede gulve såvel som på den hullede linoleumsbelægning. Denne flerdimensionalitet er, beretter den amerikanske politiske kommentator Paul Hockenos, en af forklaringerne på Fischers succes og popularitet. I en ny bog, ’Joschka Fischer and the Making of the Berlin Republic’, fortæller han den utrolige historie om Joschka Fischers vej til magten – historien om den revolutionære gadekæmper, der forvandlede sig til resultatorienteret parlamentariker for de Grønne og gjorde tjeneste som Tysklands udenrigsminister fra 1998 til 2005. Smidt ud af gymnasiet som 17-årig Dette kurverige karriereforløb er ikke kun interessant i sig selv, hævder Hockenos, men også betydningsfuldt for det ændrede billede af Tyskland, som er opstået i de sidste par årtier – ikke mindst i omverdenens øjne. Joschka Fischer, udenrigsministeren med det fascinerende trædukkeansigt, har bidraget til at tegne dette billede af et nyt og anderledes Tyskland, som de politiske og sociale bevægelser, der spirede i efterkrigstidens Tyskland, og som Fischer er rundet af, har sat et væsentligt præg på. Et mere rummeligt og mindre stift Tyskland med en social bevægelighed, som tidligere var utænkelig. Joschka Fischer kommer fra ganske beskedne kår som søn af en ungarsk slagter, der med sin kone var blevet deporteret til Tyskland i 1946. Parret slog sig ned i Sydtyskland, i Baden-Württemberg, hvor Joseph Martin Fischer blev født for 60 år siden, 12. april 1948. I schwabiske omgivelser voksede han op med to søstre og med et vist forventningspres fra forældrene, som blev slemt skuffede, da han som 17-årig blev smidt ud af gymnasiet. Han kom i fotograflære, men opgav også det og rejste ud i verden på må og få som en beatnik. Helt til Kuwait var han nået, da han blev kaldt hjem til familien i anledning af en dobbelt tragedie. Med kort tids mellemrum døde Fischers 56-årige far af et hjerteslag – og hans 23-årige søster af en nyresygdom. Det var det første vendepunkt i Joschka Fischers voksne liv. Det blev da tydeligere for Fischer end nogen sinde, at han hverken ønskede at leve som sin far – eller dø som ham. Han flyttede til Stuttgart og senere til Frankfurt og blev involveret i den udenomsparlamentariske opposition, der var under opsejling i studentermiljøet. Fischer blev aldrig indskrevet ved universitetet, men fulgte ikke desto mindre forelæsninger hos koryfæer som Theodor Adorno, Jürgen Habermas og Oskar Negt. En selvlærd intellektuel På egen hånd tyrede han både Kant og Fichte og Hegel for at have teorien i orden i de langhårede debatter om revolutionens filosofiske fundament. Han blev noget så sjældent som en selvlærd intellektuel, der senere i 1970’erne kunne sidde i panel på universitetet i Frankfurt med André Glucksmann og Daniel Cohn-Bendit og diskutere nyere tendenser i fransk filosofi – uden selv at have studentereksamen! Det var dog mest af alt som praktisk organisator og indpisker, at Joschka Fischer fik sig et navn blandt 1970’ernes aktivister. Sammen med Cohn-Bendit – eller ’Dany le Rouge’ – var han aktiv i Frankfurts bz-bevægelse, de såkaldte spontier, samt i gruppen Revolutionær Kamp. Det gik hårdt for sig, det vidste man, men slemt kompromitterende var det ikke desto mindre, da det i Fischers tid som udenrigsminister blev afsløret, hvor involveret han havde været også i voldelige protestaktioner. Han havde været i tæt berøring med militante fraktioner af protestbevægelsen, der gik hele vejen i forhold til det så omdiskuterede ’Gewaltfrage’ – spørgsmålet om voldsanvendelse i politisk øjemed. Det var nær ved at koste ham hans politiske karriere i 2001. Til Fischers forsvar kan det siges, at han åbenlyst var anfægtet af spørgsmålet. Efter Ulrike Meinhofs selvmord i 1976 tog han klart og utvetydigt stilling – og opfordrede venstrefløjen til at fordømme og frasige sig voldelige midler. Det gjorde han over for 10.000 deltagere ved en udendørs konference om politisk undertrykkelse på Römerberg i Frankfurt. Der indtraf det andet vendepunkt. For talen kom også til at indvarsle Fischers exit fra den politiske scene. Han var fortabt og forvirret – nærmest som et af virkelighedens sidestykker til den selvransagende hovedperson Frands i Hans-Jørgen Nielsens generationsroman ’Fodboldenglen’ (1979), der også havner i en personlig krise som følge af årtiets nedslående politiske udvikling. Hvad gjorde han så? Han kørte taxa. Fra 1976 til 1981 var Fischer taxachauffør i Frankfurt og arbejdede i et lille antikvariat, mens han grundede over, hvad der var gået galt, og hvor han selv befandt sig henne. Politik var han tilsyneladende færdig med. Enfant terrible i forbundsdagen Vejen ud af krisen viste sig i form af det nye parti, De Grønne, der næsten samtidig var blevet stiftet. Partiet tiltrak mange fra græsrodsmiljøet. Især den bredt funderede fredsbevægelse blev en vælgerbase for partiet, der – som en af stifterne, Petra Kelly, sagde – skulle være et »anti-parti-parti«. Ikke desto mindre blev det dog Fischers sluse ind i den parlamentariske politik. I 1981 meldte Fischer sig ind i De Grønne, og da han det følgende efterår hørte Willy Brandt, formanden for SPD, tale om de politiske perspektiver i en fremtidig rød-grøn koalition, blev han fyr og flamme. Der øjnede han den vej til magten, som han fra da af vedholdende forfulgte, og som i 1998 førte til, at han blev udenrigsminister og vicekansler i koalitionsregeringen med SPD under Gerhard Schröder. Højere til tops i systemet har den »lange march gennem institutionerne« – som Fischers revolutionskammerat Rudi Dutschke udkastede som strategi – vist aldrig ført nogen. I forbundsdagen blev Fischer hurtigt kendt som en enfant terrible. Til edsaflæggelsen troppede han op i gummisko og cowboybukser, og året efter afsluttede han en berømt meningsudveksling med Forbundsdagens formand, der chikanerede det nye parti, med ordene: »Med al respekt, hr. præsident, De er et røvhul«. Ytringen afslører en side af Fischers væsen, som andre biografer end Hockenos har gjort mere ud af, nemlig at han ofte opfører sig som en uforskammet bisse, der ikke går af vejen for ufine tricks over for modstandere, og som også kan være ubehøvlet på grund af ren og skær humørsyge. Men det siger også noget om Fischers evne til at stå imod, til at udøve modstand mod selv de allerøverste autoriteter, hvilket synes at have været en konstant i et bugtet karriereforløb. Denne evne gjorde han også brug af, da han var på sin internationale karrieres tinde. Meget af vinteren 2002/2003 brugte Fischer til at sætte spørgsmålstegn ved de beviser, som USA fremlagde, for, at Irak besad masseødelæggelsesvåben – i FN Sikkerhedsråd og ved diverse internationale krisetopmøder. »Undskyld, men jeg er bare ikke overbevist«, sagde han direkte til forsvarsminister Donald Rumsfeld ved et sikkerhedsmøde i München i februar 2003 – efter punkt for punkt at have gennemgået og tilbagevist de amerikanske argumenter for at gå i krig. Med integritet holdt han fast i sin tvivl og i en klar skelnen mellem magt og ret. Æren af denne insisteren er ikke blevet mindre i mellemtiden. Hele Europas udenrigsminister Det er hele dette politiske livsforløb, som Paul Hockenos folder ud i ’Joschka Fischer and the Making of the Berlin Republic’, og som han væver tæt sammen med Tysklands politiske udvikling i efterkrigstiden. Denne kontekst gøres der meget ud af, nogle gange også så meget, at man nærmest taber hovedpersonen af syne. Ja, og til tider virker det, som om Hockenos fortryder sit valg af hovedperson og hellere vil fortælle den spændende og tragiske historie om den i dag glemte Petra Kelly, en af stifterne af De Grønne. Men bogen er interessant for sin betoning af Joschka Fischers betydning for den enorme udfordring, som Tyskland har løftet efter Det Tredje Riges undergang og genforeningen i 1990, nemlig at genopfinde Tyskland. Her har Fischers uortodokse levnedsløb – fra gymnasiedropper til venstrefløjsaktivist til taxachauffør til parlamentariker og udenrigsminister – vist sig at være forløsende: »Denne popstjerne af en politiker signalerede til omverdenen, at Tyskland var anderledes nu – mere farverigt, mere liberalt, mere spontant. Fischer var nationens fortabte søn, en ung mand, som havde været på afveje, men havde lært af erfaringen og var vendt hjem som et bedre menneske, en klassisk hovedperson fra den tyske dannelsesroman, som Goethes Wilhelm Meister«, fortæller Hockenos. Måske er det netop hemmeligheden ved den fascination af Fischer, som tyskere har kunnet dele med mange udlændinge. For mange stod han ikke bare som Tysklands, men som hele Europas udenrigsminister. Eller som Steen Gade engang skrev om Fischer: »Jeg føler mig faktisk repræsenteret af ham masser af gange, selv om han ikke er valgt med min stemme«. Her var der endelig en 68’er, som fik det bedste ud af den kritiske og antiautoritære tradition, og som udgjorde et tiltrængt alternativ til alle de talende jakkesæt, som stortrives i politik i dag. Man har ikke hørt meget til ham, siden den relativt resultatfattige Schröder-regering faldt i 2005. Den eksamensløse Fischer passer i dag et deltidsprofessorat på Princeton og skriver på sine erindringer. Og pønser måske på et comeback – muligvis som international klimapolitiker i fællesskab med Al Gore, antyder Hockenos. Sådan en genopdukken er set før i Joschka Fischers politiske liv.