Det er Hanne Bartholins efterår. Knap har støvet lagt sig efter ’Geparden Geo’ før rejsen går nedad mod muldlages stolte skabninger – ormene. Hanne Bartholin vokser også med den gode tekst. Ida Jessen skriver kort, klart og fyndigt om identitet og venskab på ormeplan. Det er en billedbog for begyndere. Den må hedde ’Orm får en ven’. Der var engang en orm. Den boede i græsset, og den kunne se, hvordan blomsterne nikkede til hinanden. Det var en ensom orm. Men så en dag kom plæneklipperen og delte orm i to. Det gjorde lidt ondt til at begynde med, men snart var der to orme i græsset. Begyndelsen til et godt venskab bliver lagt, da de er færdige med at diskutere, hvem der skal hedde Orm, og hvem der skal hedde Ven. Nu hedder ormen Orm, og vennen hedder Ven. Ida Jessen strejfer på en robust facon dobbelthedens og samhørighedens væsen. Via en plæneklipper! Der er en enkel skønhed i de aflange billeder. Hanne Bartholin bruger slet ikke hele pladsen. Hun er helt nede i jordplanet, hvor underlaget er spruttende grønt, ormene oktober-grå og de små sorte huller signalerer tryghed. Der er et strejf af uendelighed i denne rapport fra ormenes rige, hvor halvering er lig formering.