Umiddelbart før jul 2001 sad jeg hjemme ved bordet i Astrid Lindgrens entré på Dalagatan i Stockholm og gennemgik dagens post som så mange gange før.

Jeg fortalte Astrid, at jeg lige var fyldt 65 år og nu ville få folkepension. »Ja, men her fra mig vil du da vel ikke pensioneres?«, spurgte Astrid uroligt. »Nej, nej, det bliver, til døden os skiller«, svarede jeg. »Javel ja«, sagde Astrid, »og hvad synes du så, jeg skal stille op bagefter? Skal jeg løbe rundt her og hyle af sorg?«. »Ja, det er vel det mindste, man kan forlange efter 50 år sammen«, sagde jeg. Da var Astrid fyldt 94, men kvik i replikken var hun endnu; det havde hun været så længe jeg havde kendt hende.