Bare emnet kræver mod. Undertegnede har stadigvæk ar efter at forfatteren Anne Holt nådesløst grillede ham over bål og brand, fordi han formasteligt kaldte femikrimi for en specifik genre. Thi dem som skriver sligt vil enten ikke vedkende sig betegnelsen eller også synes de, det er en maskulin nedgørelse af det kvindelige øje i den kriminelle genre. Men Frank Egholm Andersen er med sin ’Den nordiske femikrimi’ lig den hårdkogte snuser, som ikke er bange for hekseskud og med courage vover sig ind i den skrivende mafia af kvinder (og mænd), hvis bøger for tiden topper alle bestsellerlister, ses på alle tv-skærme og oversættes til alle sprog. Forfatteren er imidlertid også en gentleman, så nogle gange skal man læse grundigt for at tyde hans mening om den ene og den anden femikrimiforfatter. Jeg er næsten enig i alle hans vurderinger, jo der er skidt og Chanel i genren, men det er der i alle genrer. Vi siger ikke, hvem han kan lide, men jeg kan da godt røbe, at Karin Alvtegen, Inger Frimansson, Karin Fossum, Gretelise Holm (som ifølge bogens analyse netop ikke skriver femikrimier!) og Kirsten Holst ikke er skurke. Det er der for så vidt ingen, der er i bogen. Andersen gennemgår nøgternt og nogenlunde neutralt, hvad det er, som gør, at femikrimien er noget specielt, storsælgende og sågar noget særlig nordisk. Ægteskabeligt opdragelsesprojekt Det var P. D. James og hendes roman fra 1972 om den kvindelige privatdetektiv Cordelia Grey, som begyndte det hele. Ikke helt rigtigt historisk set, den røde Pimpernels Emmuska Orczy havde allerede i 1910 en Lady Molly fra Scotland Yard. Men det er nok rigtigt, at just Cordelia sætter amerikanerne, Sara Paretsky og co., i gang med at skrive hårdkogte kvindekrimier, hvor tøsedrenge er mænd og drengepiger er helte. Herfra sætter så den nordiske femikrimi af. Men på en anden måde end angelsakserne, nu med mere privatliv, flere børn og flere intime problemer. Ud over genrens gentagende genkendelighed af moderne kvindeliv, ser Andersen også en del af genrens fascination i et ægteskabeligt opdragelsesprojekt, i retning af gamle Shakespeare og Jane Austen, det at tæmme en mand(schauvinist). Det gælder særdeles Camilla Läckberg, Liza Marklund, Anne Holt og Elsebeth Egholm. Nogle gange lykkes det, andre ikke, såsom for Marklunds Annika, hvis jalousi over for mandens nye kæreste er neurotisk og grotesk. Men i øvrigt er bogens læsning af Marklund fin, ser hende som den eneste vaskeægte rødstrømpe i koret af skrivende krimikvinder. Thi bogen har mange vinkler – også den at et feministisk ligestillingsprojekt faktisk sjældent er i front i genren og at mænd som Arne Dahl og Stieg Larsson også kan siges at skrive i genren. The good guys Personligt savner jeg lidt analyse af femikrimiens redundante venlighed over for politiet, som stort set altid er the good guys. Kanske den gode fader(figur) over for (ægte)manden som så ofte er et brunstigt svin, hvis ikke han da er en genuin håndværker, der kan lægge solide rør ind, både bogstaveligt og metaforisk! Nørder eller Kloge Åge er ej oplagte sexobjekter i slige krimier, som ifølge Andersen heller ikke glimrer ved megen humor. Enig eller uenig, hans bog er velskreven, begavet og uden at være ovenud akademisk både lærd og tankevækkende. En god guide, et godt afsæt for os mænd til – med skridtbeskytter og skudsikker vest – at turde tale om femikrimi i en forsamling af kvinder.