Forfatterforeningens elegante festsal i Strandgade på Christianshavn er fyldt op med livligt snakkende mennesker, der tydeligvis kender hinanden på kryds og tværs.
Trykkefrihedsselskabet har indkaldt til debatmøde. I oplægget fra aftenens værtinde, Helle Merete Brix, står, at panelet skal diskutere, hvorvidt danske forfattere gør nok for at forsvare ytringsfriheden; om forfattere overhovedet har en pligt til at blande sig i samfundsanliggender; og hvad vi kan gøre bedre for at støtte forfattere i lande med censur. Publikum består af bekymrede borgere, i alle aldre. Nogle er bekymrede for de forfulgte i totalitære, muslimske lande. Men først og fremmest er de vist bekymrede for det civile og verdslige danske samfund.
Grundopfattelsen synes at være – at dømme efter reaktioner i løbet af aftenen – at vi i vores naivitet over for islamismen er ved gentage den fatale fejl fra 1930’erne, hvor man undervurderede faren fra Hitler og nazismen. Panelet bruger deres indledende tre-fem minutter på at svare på oplæggets spørgsmål. Men aftenen kommer til at handle om noget andet. For det, der optager salen, er først og fremmest misforholdet mellem det danske muslimske mindretals offerrolle og den reelle verdensmagt, de – i kraft af deres religions indiskutable enhed – repræsenterer.
